23948sdkhjf

Dansk Anodiserings Industri vil fordoble omsætningen

Den 1. oktober var det 20 år siden, at Thisted-virksomheden blev grundlagt. Siden er det gået stærkt, og en nylig tilbygning skal sikre plads til yderligere vækst de kommende år
1. oktober 1994 blev Dansk Anodiserings Industri grundlagt. Virksomheden startede i en klynge på i alt fire virksomheder på samme matrikel, men oplevede hurtigt vækst.

- Der var der faktisk kun en stor virksomhed i Danmark, der kunne anodisere på det tidspunkt. I dag er vi vokset til at blive landets største inden for stykanodisering, og at vi er blevet så store er simpelthen resultatet af hårdt arbejde, forklarer Helle Johansen fra Dansk Anodiserings Industri.

Bedre flow i produktionen
Thisted-virksomheden er vokset i takt med at aluminium er blevet mere og mere populært i industrien. Fabrikken er da også løbende blevet udvidet til at klare den stigende efterspørgsel. Oprindeligt startede man med 500 kvadratmeter og voksede siden hen til 1.800 kvadratmeter. I maj kunne man så tage yderligere 500 kvadratmeter i brug, så det samlede areal under tag nu er oppe på 2.400 kvadratmeter.

- De ekstra kvadratmeter har betydet rigtig meget for vores produktionsflow. Vi har fået nye opsætterområder og bedre passagegange, så emner og emballage ikke skal flyttes rundt hele tiden, forklarer Helle Johansen.

- Jeg ved også, at mine kolleger er rigtig tilfredse med at have fået mere albuerum, og ikke mindst så er de tilfredse med at være blevet hørt i forbindelse med byggeriet og at have været en del af processen. Så det har været en succes, fortsætter hun.

Gazelle for anden gang
I 2007 investerede Dansk Anodiserings Industri millioner i et nyt automatanlæg, og netop den investering satte for alvor gang i væksten. Ganske vist betød finanskrisen et mindre tilbageskridt, men siden 2009 er det kun gået en vej, og det er fremad.

- Lige nu går det rigtigt fint for os. Vi er lige blevet udnævnt til gazellevirksomhed for anden gang, siger Helle Johansen og tilføjer, at den nye tilbygning netop er et vigtigt led i at fastholde den vækst.

- Vores mål er at blive dobbelt så store på fem år, og det mål holder vi indtil videre. Markedet er på vej op, og derfor er det vigtigt, at vi er forberedt og kan sige til kunderne, at vi er klar – og det kan vi nu, hvor vi har fået ekstra plads, slutter hun.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095