V.Å. Gram sprænger rammerne
Den sønderjyske maskinfabrik investerer i nyt domicil og ruster sig dermed til fremtiden.
Flytningen til den nye adresse er forløbig planlagt til medio maj 2015, når de nye lokaler har gennemgået en omfattende ombygning og renovering.
V.Å. Gram producerer procesudsugning til industrien, som sælges gennem et grossistnetværk i Danmark, Norden og resten af Europa. For at følge udviklingen på markedet er virksomheden nødt til at kunne udvikle, producere og præsentere nye produkter løbende.
Derfor er der lagt en helt ny strategi for de kommende tre år, og målet er en vækst på 65 procent frem mod 2017. Det har allerede nu bevirket, at der er oprettet tre nye stillinger i virksomheden, som vil blive besat snarest.
I flere år har manglende plads været en udfordring, og nye rammer har derfor været en fast del af ønskelisten de seneste år. Det nye domicil er tre gange større end det nuværende, så der er plads til den ønskede vækst i de kommende år, hvor medarbejderstaben forventes at stige fra de nuværende 40 til 65-80.