En rummelig produktionsvirksomhed
Selv om formålet med Revacenter Bomi er at skaffe marginaliserede grupper fodfæste på arbejdsmarkedet, så betyder det ikke, at kvaliteten på virksomhedens leverancer er dårlig. Tværtimod. Kundelisten tæller store og velrenommerede virksomheder, som i Bomi Revacenter har fundet en god og solid underleverandør.
- Vi har en væsentlig opgave, der består i afklaring og afprøvning af klienter over for kommunen. Det kan fx være sygemeldte eller folk på anden overførselsindkomst. Dem har vi ca. 150 af om året. Derudover tilbyder vi beskæftigelse for folk, der er pensionerede, men stadig har mulighed for at arbejde lidt. Dem har vi 60 af på individuelt timetal. Endvidere har vi aktivering af kontanthjælpsmodtagere. De udgør ca. 60 personer, forklarer director Birger Gudmandsen.
Men her hører forskellene i forhold til almindelige virksomheder op. For nok drives Revacenter Bomi af Skive Kommune, og nok er formålet at hjælpe svage grupper ind på arbejdsmarkedet, men hvad angår produktionen og kvaliteten, så kan virksomheden leve helt op til konkurrenterne.
Det hele startede i 1962, hvor Bomi blev oprettet som en selvstændig institution. Siden har stedet haft vokseværk, og i dag har fabrikken ca. 250 tilknyttede medarbejdere, og udover hovedfabrikken i Skive er der yderligere tilknyttet et værksted i Skive og et i Nordsalling.
Og Revacenter Bomi er faktisk lidt af en alsidig virksomhed, som har kompetencer både inden for egenproduktion og som underleverandør.
Egenproduktion og underleverandør
- For det første har vi en egenproduktion af hjælpemidler, hvor vi har fire forskellige produktlinjer; transportkørestole, brugertilrettede kørestole, tricykler og personlifte. Derudover laver vi masser af komponenter til andre. Cirka 50 % af vores arbejde er underleverandørarbejde, og ca. 50 % er egenproduktion, beretter produktionschef Kaj Sørensen og uddyber:
- Vi kan håndtere alt fra metalarbejde, overfladebehandling, sadelbearbejdning, elektronikmontage, værktøjsfremstilling, CNC-bearbejdning, gnistbearbejdning, hærdning og slibning. Endvidere har vi vores egen sadelmagerafdeling, hvor vi kan lave næsten alt inden for sadelmageri, og vi har også en afdeling for lettere træbearbejdning, og desforuden har vi en del pakke- og montageopgaver.
100 % konkurrencedygtig
Blandt kunderne finder man store og velrenommerede virksomheder som fx B&O, Flextronics, Moland, KM Rustfrit og Metalfrio. I alt har Revacenter Bomi haft aftaler med ca. 50 virksomheder, som de har leveret underleverandørarbejde eller montageopgaver til.
- Vi går meget op i at levere en god service over for vores kunder. Vi kan som oftest levere en komplet vare, samlet, malet osv. På pris kan vi sagtens sammenligne os med de store leverandører. Vi konkurrerer 100 % på de gængse markedsvilkår. Vi må ikke lave konkurrenceforvridende arbejde, og det vil sige at vores produktion skal kalkuleres meget nøjagtigt, så vi ikke underbyder konkurrenterne. Til gengæld har vi en rimelig overkapacitet på vores maskiner, så vi hurtigt kan omstille os og levere ordrer med kort varsel, slutter Kaj Sørensen.
Kilde: Bomi Revacenter - http://www.bomi.dk