23948sdkhjf

Brüel International konkurs

60 ansatte i Brüel International hjemsendt, mens kurator undersøger mulighed for nye ejere.
Den hæderkronede Hjørring-virksomhed Brüel International er gået konkurs. Det oplyser virksomheden på sin telefonsvarer, der henviser til advokatfirmaet Hjulmand & Kaptain, der er indsat som kurator i boet.

- Det er ved en egen begæring, og det er blevet oplyst for mig, at grundlaget er en overordnet beslutning fra moderselskabet om, at det ikke længere vil finansiere aktiviteterne i Brüel, udtaler boets kurator, advokat Søren Bach, advokatfirmaet Hjulmand og Kaptain.

Den 171 år gamle virksomhed har siden 2006 været et selskab i den fynske Jorgensen Group med hovedsæde i Odense, og har siden primært produceret vaske- og transportanlæg til kasser og beholderen. Brüel International er en af Europas førende på området. Virksomheden blev grundlagt som smedeværksted og jernstøberi, og det var en tidligere ejer, som for 30 år siden begyndte at specialisere virksomheden til kassevaske- og håndteringsanlæg.

Kurator Søren Bach oplyser, at der i den forløbne driftsperiode har været en negativ driftskapital, men han har ikke yderligere kommentarer til regnskabstallene på nuværende tidspunkt.

Virksomheden blev begæret konkurs torsdag eftermiddag, og 60 medarbejdere er sendt hjem på ubestemt tid. Konkursbegæringen kom bag på tillidsrepræsentant Emil Madsen, Brüel International.

- Det er noget af en bet. Det er en trist nyhed at få, for det er en god arbejdsplads. Og nu var vi begyndt at lave noget, som giver et større afkast. Jeg håber de finder en løsning til at fortsætte, for der er et godt grundlag for andre at gå i gang med. Der ligger ordrer for 80 mio. kr., siger Emil Madsen.

Nordjyske Medier har forgæves forsøgt at få kommentarer fra Jorgensen Group.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.693