23948sdkhjf

Siemens og Vestas i verdens top

Siemens Wind Power og Vestas er verdens største og tredjestørste vindmølleproducenter målt på nettilsluttet kapacitet i 2014.
Der er rykket rundt på toppen af listen over verdens største vindmølleproducenter, og Siemens Wind Power og Vestas udgør i 2014 sammen med amerikanske GE verdens tre største producenter. Ifølge konsulenthuset MAKE er det blot 0,7 procent, der adskiller de tre selskaber i top tre, svarende til en forskel på cirka 400 MW i nettilsluttet kapacitet.

Siemens har taget et stort spring og er gået fra en fjerdeplads i 2013 til at være størst i 2014, hvor selskabet førte an i produktionen af havvindmøller. Vestas har bevæget sig fra en første- til en tredjeplads, blandt andet fordi producenten har leveret et stort antal vindmøller til det amerikanske marked, som ifølge MAKE endnu ikke er nettilsluttede. GE er gået fra en sjetteplads til at være nummer to.

- Placeringen i top tre for de danske producenter vidner om, at der er en stærk diversificering, der gør det muligt for de to danske producenter at få en stærk markedsposition i flere markeder. Siemens Wind Power har desuden været dominerende på offshore vind med en markedsandel på 76,4 procent af det globale offshore marked mod 61 procent i 2013, siger Steen Broust Nielsen, partner i MAKE.

Global markedsandel fastholdes
2014 slog rekord i installeret vindmøllekapacitet globalt med mere end 50.000 MW installeret (GWEC). Dette er særligt ført an af Kina, hvor der dog stort set kun installeres vindmøller af lokalt fabrikat.

Kigger man på markedsandelen uden for Kina, står det klart, at Siemens Wind Power og Vestas fastholder deres globale markedsandel i 2014, og tilsammen nettilsluttede de to danske producenter ca. 37 procent af verdens vindmølle-MW i 2014 mod ca. 36,2 procent i 2013.

I Vindmølleindustrien er administrerende direktør Jan Hylleberg glad for nyheden om den stærke danske placering:

- At Siemens Wind Power og Vestas er at finde i top tre over verdens største producenter og tilsammen nettilsluttede mere end hver tredje MW er meget glædeligt og understreger den førerposition, som den danske vindindustri har globalt. Placeringen som nummer et og tre skal også tilskrives de mange underleverandører, som findes i Danmark, og som sammen med Siemens og Vestas hæver barren for, hvad der er teknologisk muligt, for at give stadigt mere effektive vindmøller på land og hav, tilføjer den administrerende direktør.

- I top fem uden Kina er placeringen næsten den samme, idet tyske Enercon med et rekord-år for den tyske nettilslutning af vindmøller indtager fjerdepladsen, mens Gamesa er nummer fem grundet et godt år i Indien og Sydamerika, hvor producenten har fået godt fat, afslutter Steen Broust Nielsen som forklaring på oversigten over de største producenter, fraregnet Kina.

Kilde: Vindmølleindustrien - www.vindpower.org

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172