23948sdkhjf

Vestas havde håbet på mere i klimaudspil

Vestas ser både godt og skidt i klimaudspillet fra EU-Kommissionen. Man havde håbet på højere mål.
Hos den danske vindmølleproducent Vestas er man ikke ovenud begejstrede for de klima- og energimål, som EU-Kommissionen har spillet ud med onsdag.

Kommissionen lægger op til, at 27 procent af energiforsyningen i 2030 skal komme fra vedvarende energi som sol og vind.

- Vi havde håbet på et bindende mål på 30 procent vedvarende energi, men kommissionens forslag er stadig et skridt i den rigtige retning, siger pressechef i Vestas, Michael Zarin til Ritzau Finans.

Kommissionen gør det ikke helt klart, hvordan det vedvarende energimål kan gøres bindende, når det kun er fastlagt på EU-niveau og ikke som tidligere bliver pindet ud på krav til de enkelte medlemslande. Og det falder ikke i Vestas' smag.

- Vi er en smule skuffede over de manglende nationale mål, men diskussionen er kun lige begyndt, siger Michael Zarin.

Systemet og de overordnede rammer skal nu forhandles på plads med de øvrige EU-institutioner. Og det vil blandt andet blive et tema på et EU-topmøde i Bruxelles til marts.

Hos Vestas er man overbeviste om, at EU's stats- og regeringschefer vil anerkende den betydelige grønne vækst, som vedvarende energi har leveret:

- Og at man samtidig vil anerkende, hvor vigtigt bindende mål frem mod 2030 er i forhold til at fortsætte den succes, siger Michael Zarin.

Udspillet lægger også på til, at EU-landene skal sætte CO2-udledningen ned med 40 procent sammenlignet med niveauet i 1990.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.073