23948sdkhjf

Vestas topchef: Vestas har fundet den perfekte partner

Bedre at få halvdelen af en stor kage end en lille kage helt for sig selv, siger Vestas-topchef om ny aftale.
Vestas har fundet den perfekte partner i den japanske industrigigant Mitsubishi Heavy Industries. Sådan lyder det fra Vestas' topchef, Anders Runevad.

Han finder de store ord frem i sin beskrivelse af det nye joint venture mellem den danske vindmølleproducent og japanske Mitsubishi Heavy Industries.

- Det er en skøn dag for Vestas, en skøn dag for Mitsubishi Heavy Industries, for offshore-industrien og for Danmark, siger Anders Runevad ifølge Ritzau Finans ved et pressemøde som opfølgning på fredag morgens annoncering af samarbejdet.

De to selskaber går sammen for at skabe et "globalt førende" selskab på offshore-området med baggrund i Vestas' vindmøllekunnen og Mitsubishis erfaring med storindustri og energiprojekter.

Vestas og Mitsubishi ejer hver 50 procent af det nye selskab, men ifølge Vestas' topchef, Anders Runevad, er det bedre at få halvdelen af en stor kage end en lille kage for sig selv.

- Dette joint venture giver os et meget større marked, end vi kunne alene, og meget større muligheder, siger Anders Runevad.

- Jeg vil hellere have 50 procent af en stor kage end 100 procent af en lille, tilføjer han.

Det nye joint venture får hovedsæde i Aarhus, hvor der ventes at være mellem 300 og 400 ansatte i startfasen. Langt størstedelen leverer Vestas.

Mitsubishi bidrager med op til 2,2 milliarder kroner. To tredjedele af beløbet afhænger dog af en række milepæle, som det hedder pressemeddelelsen.

- Det er nogle meget almindelige milepæle, som hænger sammen med udviklingen af nye vindmøller og bringe dem til markedet. Der er flere milepæle, som jeg ikke vil afsløre her, men som man ville forvente i en udviklingsproces, siger Anders Runevad.

Mitsubishi Heavy Industries fører i første omgang 100 millioner euro og hovedparten af sine offshore-aktiviteter med ind i det nye joint venture.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.066