Dansk Erhverv anbefaler gradvis sænkelse af selskabsskatten
Erhvervsorganisationen advarer mod, at man stirrer sig blind på de kortsigtede jobeffekter ved en lettelse af selskabsskatten.
- Selskabsskatten er en skat på afkastet af kapital og dermed på investeringer, produktivitet, realløn og skabelse af arbejdspladser. Selskabsskatten er også en væsentlig parameter for udenlandske virksomheders beslutning om etablering af virksomhed i Danmark, ligesom selskabsskattesatsen har afgørende betydning for, hvor internationalt opererende virksomheder placerer deres overskud. Derfor nytter det ikke noget at stirre sig blind på, hvem der i øjeblikket betaler mest i selskabsskat det gælder om at tiltrække nye investeringer og nye virksomheder og dermed skabe grundlag for fremtidig vækst og beskæftigelse, siger Christian Ingemann, direktør i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.
Uhyre positiv signalværdi
Selskabsskatten er ikke særlig velegnet til at skabe job her og nu, vurderer erhvervsorganisationen, men er til gengæld et vigtig parameter i den fremtidige skabelse af vækst og beskæftigelse. Men alene signalværdien i en kommende selskabsskattelettelse er uhyre positiv, mener Dansk Erhvervs direktør:
- Konkret foreslår vi, at Danmark over en årrække på seks år fra 2014 til 2019 lemper selskabsskatten fra de nuværende 25 til 19 pct. Det vil sige der bruges ikke penge på denne lettelse på det helt korte sigt i 2013 og med den foreslåede gradvise lempelse bliver den fremtidige finansieringsopgave også overkommelig. Og netop sænket selskabsskat er ifølge både ECB, OECD og Skatteministeriet blandt de mest selvfinansierende skattelettelser, idet der for hver krone, skatten lettes med, kommer mellem 48 og 67 øre tilbage, forklarer Christian Ingemann.