Industriens parter indgår overenskomst
Efter et sejt træk, har industriens parter nu indgået overenskomst. Det bekræfter DI.
Han vil ikke nærmere ind på, hvad aftalen indebærer. Men Gita Grüning, formand for Teknisk Landsforbund, oplyser, at overenskomsten nu er på plads, og at der er sket en del med satserne på timelønsområdet.
- Det er et smalt forlig, men det er det bedst opnåelige i den krise, vi stadig står i. Jeg vil anbefale forliget, for vi opnår trods alt en del forbedringer på især pensions- og barselsområdet, og vi undgår jobløn, hvor folk arbejder uden øvre arbejdstid, siger hun.
Blandt overenskomstens resultater er, at der bliver 1,35 kroner mere i timen på mindstelønnen til en kvart million industriansatte i 2012 og 2013, lyder det fra Gita Grüning.
Ifølge Gita Grüning vil landets lærlinge ligeledes få 2,25 kroner mere i timen.
Desuden bliver den såkaldte 50-procent-regel ikke afskaffet, som HK oprindeligt ønskede.
- Det er rigtigt, en fjernelse af 50-procent-reglen er ikke en del af aftalen, som den er nu, siger Gita Grüning.
De to overenskomster, der er omfattet af forhandlingerne mellem DI og CO-industri, er Industriens Overenskomst for faglærte og ikke-faglærte arbejdere og Industriens Funktionæroverenskomst for tekniske og administrative funktionærer.
Disse overenskomster gælder direkte for ca. 6000 virksomheder og omfatter ca. 240.000 ansatte.
Forhandlingerne har stået på siden begyndelsen af januar, og industriens overenskomst har været afventet på en række andre områder, som nu vil kunne afslutte deres egne forhandlinger.
/ritzau/