23948sdkhjf

På forkant med CE-mærkningen

Jens Krogsgaard fra DS Håndværk & Industri havde fuldt hus, da han for nylig i Haslev gennemgik det seneste inden for CE-mærkning af stål til byggeri.
Alle pladser var optaget til det nylige møde på Dalby Hotel i Haslev om CE-mærkning af stålkomponenter.

Den store interesse skyldes ikke mindst, at CE-mærkning af stål til byggeri bliver lovpligtigt den 1. juli 2014, men at kunden kan stille kravet allerede nu.

Det betyder, at smedefirmaer og andre aktører er nødt til at være på forkant med udviklingen.

Et kvalitetsstyringssystem

Inden CE-mærkning kan foretages, skal virksomheden have certificeret sit kvalitetsstyringssystem.

Jens Krogsgaard fra DS Håndværk & Industri førte i den forbindelse mødedeltagerne igennem de procedurer, der er vigtige i forbindelse med CE-mærkningen, bl.a. valg af CE-mærkningsmetode i et svejseværksted samt lovkrav til, hvad der skal CE-mærkes.

Han hæftede sig således ved de relevante Eurocodes med særlig vægt på EN 1993-1-8 Stålkonstruktioner, Samlinger, der specifikt berører svejsning.

DS/EN 1993-1-8 giver dimensioneringsmetoder for beregning af samlinger med hovedvægt på statisk belastning ved brug af stål S235, S275, S355 og S460.

Under mødet gav Jens Krogsgaard samtidig et overblik over sammenhængen mellem BR10, Eurocodes, EN 1090 serien og EN 3834 serien med vægt på elementerne konstruktion og produktion.

Specifikationerne og det færdige produkt

Herefter tog han mødedeltagerne i hånden omkring de fire udførelsesklasser EXC1 til EXC4 og deres bestemmelse i forbindelse med kvalitetsstyring (EN 3834).

Som del af opbygningen af et Q-system er en Q-håndbog af væsentlig betydning.

CE-mærkningen indebærer, at det kontrolleres, at det producerede svarer til det specificerede.

Svarer færdigmål til de specificerede mål?

Ved afvigelse kontrolleres, om kravene i EN 1090-2 anneks D er opfyldt.

Er der anvendt de specificerede materialer?

Hvis der er specielle krav til materialer, kontrolleres det i materialecertifikaterne, om kravet er opfyldt.

Lever svejsninger op til de specificerede krav?

Er løsninger, som er godkendt i afvigelsesrapporter, gennemført?

Hvis alle kravene er opfyldt, kan CE-mærkning ske efter dokumentationskravet i 1090-1.

Den store interesse for DS Håndværk & Industris arrangement om CE-mærkning vil sandsynligvis afføde tilsvarende arrangementer i nær fremtid, så alle kan få en chance for at holde sig opdateret. Ÿ
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125