Kæmpeeksport giver tysk handelsoverskud
Tysklands handelsoverskud 2011 endte på 158 milliarder euro - omkring 1177 milliarder kroner. Det viser tal fra det statistiske forbundskontor.
Stigningen er godt hjulpet på vej af en eksportstigning på 11,4 procent i forhold til året før. Eksporten i 2011 var ifølge det statistiske kontor på over 1000 milliarder euro - nemlig 1006 milliarder.
Tallene viser imidlertid også, at decembereksporten var lavere end ventet, skriver det tyske nyhedsbureau dpa. Den faldt med 4,3 procent, mens importen faldt med 3,9 procent i forhold til måneden før./ritzau/AFP