Rekordår for betalingsbalancen
2011 viste ny rekord på regnskabet for betalingsbalancen. Aktuelle tal fra Danmarks Statistik viser, at betalingsbalancen i 2011 nåede et overskud på 118,7 milliarder kroner. Det er knap 20 milliarder mere end året før og ny rekord i Danmark. Det skriver Berlingske.
- Selvom vi skal være glade for overskuddet på betalingsbalancen, så er det vigtigt, at det ikke bliver en sovepude for dansk økonomi og de danske politikere. De imponerende overskud er sikret gennem 30 års reformpolitik - men hvis vi skal opretholde den flotte udvikling, så er det afgørende, at denne reformproces ikke går i stå, siger Danske Banks cheføkonom Steen Bocian til avisen.
Han lægger vægt på, at baggrunden for udviklingen er, at lavkonjunkturen i Danmark har ramt efterspørgslen herhjemme hårdere end i andre lande. Virksomhederne har derfor rettet fokus mod udlandet, og det giver pote nu.
Tallene viser samtidig, at udviklingen i december var bedre end ventet. I julemåneden var overskuddet på 9,1 milliarder kroner, hvilket er mindre end i november, men trods alt end økonomernes forventninger på 8,5 milliarder kroner. jli