Så er batterierne ved at være på plads hos Better Place
Elbiloperatøren Better Place, der i samarbejde med foreløbig Renault vil gøre Danmark til en vaskeægte elbilnation, er ved at være helt klar med sine batteriskiftestationer. J&M har prøvet moderstationen i Gladsaxe, og det virker!
Vi kiggede forbi til en test af den første station, som er beliggende på Dynamovej i Gladsaxes industrikvarter - meget belejligt beliggende midt mellem en Q8 tankstation og en af Applus synshaller. Her mødte vi NOC Technician Michael Salomon, som sammen med sine kolleger var i gang med de afsluttende test af den automatiske batteriskiftestation, før den åbner for offentligheden. Stationen blev godt nok indviet tilbage i september 2011, men brugen af den er altså i skrivende stund stadig forbeholdt Better Places egne testfolk.
Vi var naturligvis behørigt "iført" den autoriserede Renault Fluence, som på af batteriet er den let forlængede elbiludgave af Renault Laguna, og det er foreløbig den eneste bil model, der kan bruge batteriskiftestationerne. Hverken Renaults øvrige elbilmodeller eller andre bilmærker kan bruge stationerne for nuværende, og det må vel siges at gøre projektet en anelse skrøbeligt. Men nuvel. Der forhandles med andre bilproducenter, men foreløbig afsløres ingen navne. Så må vi se, om de 19 stationer så med tiden får andre biler at se til, så at sige.
Som en vaskehal
Better Places batteriskiftestationer er nærmest at sammenligne med en vaskehal af den slags, hvor man ikke behøver at stå ud af bilen, for at få den rengjort - udvendigt i hvert fald. Bilerne identificeres ved hjælp af en RFID-chip, der sidder over bakspejlet, og allerede før man ankommer til batteriskiftestationen er systemet via GPS klar til at modtage en. Man kører stille og roligt frem til porten, hvorpå RFID-chippen registreres og godkendes.
Så går porten automatisk op, og efter en smule ventetid giver den første af de tre monitorer en lov til at køre langsomt frem. Når bilen er i position, slukker man "motoren" og stiller den automatiske gearvælger i Neutral, så hjulene får lov til at rulle, og så sker resten sådan set af sig selv.
Bilen trækkes frem i "piten" af et conveyorsystem, og man behøver ikke at være nervøs over, om man er kørt rigtigt ind i midten. Der er spor til at lede bilen på rette vej bare man kører stille og roligt. Herpå vaskes undervognen for evt. skidt eller sne, så det ikke hindrer den videre proces.
Hul i gulvet
Først hæves bilen, så der ikke er vægt på akslerne. Dernæst åbner en lem sig i gulvet under bagakslen, og den såkaldte "værktøjskasse" dukker frem fra det hemmelige robotsystem, der gemmer sig bag væggen og i gulvet. Vi måtte desværre ikke fotografere den del af systemet, som jo ellers med J&M-briller er det mest interessante, men i bund og grund minder systemet en del om nogle af de robotbaserede lagersystemer, vi tidligere har beskrevet - bare i meget mindre målestok.
Ifølge Better Places kommunikationskonsulent Claus Melvej, så lynoplades batterierne i stationerne under kontrollerede og kølede forhold på én time, og da kapaciteten er omkring de 12 batterier i timen, behøves der sådan set ikke flere batterier for at holde systemet kørende.
Værktøjskassen sørger nu for at skrue de fire mushroom-bolte løs, udtage batteriet og derefter erstatte det med et friskopladet ditto, som jvf. RFID-registreringen allerede er gjort klart til montage. Det fuldt opladede batteri sættes i, boltene fastspændes og gulvet lukker sig igen til de hemmelige haller. Ikke så mystisk, men velfungerende, og selv om vi ikke sad i bilen med et stopur, så tog hele seancen næppe mere end de lovede 4,5 minutter.
Stationerne er bygget til at være ubemandede, men i indkøringsfasen regner man med at have personale på til at vejlede kunderne og menneskeliggøre systemet. Man må nemlig ikke åbne døre, eller stikke armen ud af sideruderne, for så stopper systemet automatisk, og skal genstartes fra kommandocentralen hos Better Place på Nørrebro. Der er fotoceller i gulvet til at kontrollere bilens position og lysgitre på begge sider af bilen for utilsigtede overjordiske bevægelser, og det system er særdeles følsomt. Der er ikke andet at gøre, end at sætte sig til rette med avisen og så lade batteriskiftestationen om resten.
Elbilerne rykker i 2012
Claus Melvej har store forventninger til Better Places planer for fremtiden:
- Vi har allerede på nuværende tidspunkt cirka 1000 forhåndsreserveringer på medlemskaber, og vi har nu også rundet de 300 ladestandere, som er placeret strategiske steder rundt om i landet i større byer. Man kan se, hvor den nærmeste ladestander er på elbilens navigationsanlæg, så det er rimeligt smart. Men det er nok først i løbet af 2012, at elbilerne for alvor begynder at rykke. Renault Fluence blev først sat til salg i starten af februar, men vi mærker utrolig stor forhåndsinteresse, siger han.
I øjeblikket har Better Place cirka 30 Renault Fluence kørende, men servicerer derudover alle mulige andre elbiler og mærker. De kan bare ikke bruge batteriskiftestationerne endnu.
- Det er nu ikke så afgørende. For vores vurdering er, at det er begrænset, hvor mange gange man rent faktisk vil benytte sig af at skifte batteri. Måske i virkeligheden kun 12 til 15 gange om året, spår Claus Melvej.