23948sdkhjf

G&V’s formand runder 70

Direktør Christian Kronika Postborg fylder 70 år torsdag den 8. november. Han hører til de erhvervsledere, som flere gange med succes har gennemført turn around processer i specielt jernindustrielle virksomheder.
Chr. Postborg er født og opvokset i Egernsund ved Flensborg Fjord. Efter en uddannelse som maskinarbejder hos Quitzau i Sønderborg læste han til produktionsingeniør på Odense Teknikum.

Efter at have aftjent værnepligt ved Flyvevåbnet og hjemsendt med rang af løjtnant af reserven, blev han ansat som driftsleder på Holstebro Jernstøberi og Maskinfabrik. Herfra gik turen til en stilling som ingeniør ved Thrige-Titan i Odense.

Gennemførte turn around
Da Steen Danø tiltrådte stillingen som administrerende direktør, blev Chr. Postborg udpeget til medlem af den ledergruppe, der skulle gennemføre en omfattende turn around proces. I sine 13 år hos Thrige-Titan havde Chr. Postborg titler af afdelingsleder og fabrikschef for at blive udnævnt til divisionschef efter at have opbygget koncernens landsdækkende serviceafdeling og haft ansvaret for montageafdelingen.

Fra Odense gik turen i 1979 til Kolding, hvor han blev direktør for Diesella A/S og medejer af Diesella Trading A/S.

I 1984 blev Christian Postborg udpeget til administrerende direktør for Pasilac Therm. Her stod han i spidsen for den turn around proces, der ved brug af just-in-time produktionsmetoden omdannede virksomheden til udelukkende at fremstille pladevarmevekslere i nye omgivelser i en helt ny fabrik på Platinvej. Chr. Postborg fortsatte som chef, da Pasilac gruppen blev overtaget af APV og virksomheden i Kolding ændrede navn til APV Head Exchange A/S.

I 1997 overtog Christian Postborg ledelsen af Haderslev-virksomheden Nitodan A/S, som han året tidligere var blevet medejer af. Også her gennemførte han en turn around proces blandt andet ved at lade produktionen ske i medstyrende grupper.

Medstifter af Generationsskifte & Vækst
Engagementet i Nitodan ophørte i 2000. To år forinden var Chr. Postborg med til at stifte investeringsselskabet Generationsskifte & Vækst, som investerer i virksomheder med stort vækstpotentiale. Chr. Postborg er formand for selskabet, hvis aktier noteres på Dansk AMP. Selskabet har i dag investeringer i jernindustrielle virksomheder, handels- og rederivirksomhed samt emballageproduktion.

Chr. Postborg har beklædt en række tillidsposter blandt dem formand for Dansk Arbejdsgiverforening i både Kolding og Haderslev, været medlem af DI’s regionale bestyrelse, formand for Kolding Tekniske Skole og medlem af Danske Banks lokalråd i Kolding.

Chr. Postborg er i dag medlem af bestyrelserne i EPOKE A/S, Vejen, Danstoker A/S, Herning, Ceropa A/S, Svendborg, Allez ApS, Kolding, Brandbjerg Højskole ved Jelling og endelig formand for Generationsskifte & Vækst. Dertil kommer medlemskab af Koldingfjord Rotary Club og Dansk Selskab for Virksomhedsledere, VL gruppe 40.

Fødselaren er gift og har to børn og fire børnebørn.

Generationsskifte & Vækst markerer formandens fødselsdag ved en reception på adressen Birkemose Allé 41 i Kolding, fredag den 9. november fra. kl. 13 til 16.

Kilde: Generation & Vækst - http://www.gogv.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094