Carsten Holm A/S investerer i 3D målemaskine
Den fynske virksomhed vil opgradere kvalitetsarbejdet yderligere med den nye maskine.
- Med den nyindkøbte målemaskine kommer vi til at kunne klare kontrolmålinger på selv komplekse tætningsløsninger så hurtigt og så præcist og veldokumenteret, som det overhovedet kan lade sig gøre rent teknologisk, fortæller en tydelig stolt produktionschef hos Carsten Holm, Henrik Munkøe.
Dokumentation er blevet et "must"
- Dokumentation er en væsentlig faktor for en stor del af vores kunder – specielt blandt de lidt større kunder inden for vind-, offshore- og fødevareindustrien. De stiller oftest meget klare krav til tolerancer med videre. Den øgede kompleksitet i opgaverne gør, at det efterhånden mere er reglen end undtagelsen, at vi bliver mødt med krav om dokumentation, hvis vi ønsker at komme i betragtning som leverandør. Dokumenteret kvalitet er blevet et "must", hvis man ønsker at være en seriøs spiller på markedet. Tiden er løbet fra, at man opmåler emnerne med et traditionelt skydelære, fortsætter Henrik Munkøe.
For at få plads til den nye målemaskine, som vejer 1 ton, har virksomheden udvidet sit eksisterende laboratorium.
Med investeringen håber man dog at kunne opretholde den positive vækstkurve, som virksomheden har haft gennem de seneste fem år.
- Vi tager den positive udvikling som et tegn på, at vi har været gode til at tilpasse os markedets behov. Hos os skal kunderne altid have følelsen af, at vi gør vores ypperste for at levere de aftalte tætninger i den aftalte kvalitet og til den aftalte tid, slutter firmaets direktør Ulrik Holm.