23948sdkhjf

Ny partner giver et ekstra løft

Danish Crane Building i Nibe har fået dansk investeringsfond som medejer - planer om 50 procent vækst.
Varmen og strømmen til tusinder af husstande i ind- og udland beror på driftssikkerheden i nogle højt avancerede kraner fra en nordjysk virksomhed: Danish Crane Building i Nibe.

Fuldautomatiske kraner, der døgnet rundt år ind og år ud kan sikre, at kedlerne på affalds- og biomasse-fyrede kraftvarmeværker bliver fodret med brændsel, er et af virksomhedens speicialer.

Nu garanterer et nyt økonomisk og ejermæssigt partnerskab virksomhedens egen driftssikkerhed og udviklingsmuligheder.

Investeringssamarbejdet SE Blue Equity har erhvervet 49 procent af aktiekapitalen i Danish Crane Building og har indgået partnerskab med virksomhedens ledelse, adm. direktør Jon Jensen og salgsingeniør Kristen Møller Jensen, der tilsammen ejer den anden halvdel af virksomheden.

Langsigtet partner
- Vi ser frem til samarbejdet med SE Blue Equity. Vi får en kapitalstærk partner, der deler vores værdier og som kan bakke op om vores internationale ekspansion. Vores kraner indgår i stigende omfang i meget store internationale projekter som affaldsanlæg og kraftværker. Her er det vigtigt, at vi har en stærk ejerkreds, et solidt økonomisk fundament og kandisaponere langsigtet, siger Jon Jensen.

Virksomheden har i dag 70 medarbejdere. Omsætningen oplyses ikke, men det seneste regnskabsår var resultatet før renter, skat og afskrivninger, ebitda, på 17,2 millioner kroner.

En fem-årig vækstplan sigter mod en vækst på 50 procent i både omsætning og antal ansatte, og hos Aalborg Kommune ligger allerede en byggeansøgning til en ny produktions- og administrationsbygning på 2000 kvadratmeter.

Danish Crane Building er etableret i 1983 og har således mere end 30 års erfaring med kraner og løftegrej. Den nuværende ledelse med direktør Jon Jensen i spidsen overtog aktiemajoriteten i virksomheden i 2013.

Det var på et tidspunkt, da virksomheden var økonomisk i knæ.

- Men vi har haft et par rimeligt gode år siden, bemærker Jon Jensen.

Han ejede tidligere Dania Jernstøberi i Aars, som han solgte til en amerikansk køber.

Danish Crane Building udvikler, fremstiller, sælger, monterer og udfører service på en række forskellige slags kraner såsom traverskraner, proceskraner og svingkraner, samt maskinrumskraner til skibe.

Proceskranerne
De fuldautomatiske kraner til energi- og affaldssektoren, kaldet proceskraner, er et hovedprodukt fra den nordjyske virksomhed.

Den er leverandør til den store danske koncern BWSC, (med udspring i det gamle B&W Skibsværft, red.) der udvikler og bygger kraftværker verden over.

I øjeblikket er man i gang med to store halmfyrede anlæg i Lincolnshire i Midtengland.

- Kranen finder selv bigballerne på aflæsepladsen, vejer dem, måler fugtprocenten, fodrer økonomisystemet med oplysningerne til landmandens afregning, og leverer brændslet til den kedel, der er på vej til at løbe tør, forklarer Jon Jensen - og kan dårligt skjule begejstringen for mekanikken.

En anden niche er kraner til ostemejerier. Arlas store osteri i Taulov har udstyr fra Nibe, og der er netop leveret kraner til til Tasmanien og Chile, en ordre er på vej til Polen, og for nylig var der en kunde på besøg fra Australien.

Det er Danish Crane Buildings seks specialuddannede PLC-programmører i samarbejde med virksomhedens 16 ingeniører, og staben af blandt andet maskinarbejdere og elektrikere, der er med til at sikre, at der forsat er rigtig industriproduktion i landsdelen.

- Vi har en videntung produktion, og vi er den eneste på vores felt, som har hele engineering-funktionen indenhus. Det er en styrke, siger John Jensen.

Med de nye medejere ser han dog gode muligheder for nogle synergier med de andre virksomheder, SE Blue Equity har ejerandele i, særligt på afsætningssiden.

- Vi er stolte af, at ledelsen i Danish Crane Building har valgt os som fremadrettet partner i udviklingen af deres virksomhed. Vi tror vi på den kombination af dansk kvalitet, veluddannede medarbejdere og omhu for kunders behov, som Danish Crane Building repræsenterer. Vi ser en række muligheder for yderligere international ekspansion af virksomheden, siger Thomas Bonde, partner i SE Blue Equity.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.475