KT Stålindustri kører plader på højtryk
Der skæres og bukkes i højt tempo i pladeafdelingen hos KT Stålindustri i Slangerup i Nordsjælland. Viften af kunder er bred, men medico-branchen fylder mere og mere.
7
Billeder
Christian Østerberg, laseroperatør og uddannet smed, håndterer pladerne omkring laserskæreren hos KT Stålindustri i Slangerup. Laseren håndterer op til 30 forskellige opgaver i løbet af en dag.
For der er knald på i den afdeling, som daglig leder Kennet Valentiner fik frie hænder til at bygge op i DISA’s gamle fabriksbygning tilbage i 2000.
Siden er det stort set kun gået frem, og i marts i år blev der slået omsætningsrekord i afdelingen.
- Vi har en bred vifte af kunder, og vi har en stabil ordreindgang. Når der eksempelvis er afmatning i byggeriet, så er der fart på andre steder, forklarer Kennet Valentiner, der blandt andet fået flere og flere ordrer ind fra en medico-sektor i vækst. Det gælder alt fra testbænke til kabinetter.
- Vi har altid haft travlt, og vores kunder har nok også fået lidt mere vind i sejlene, så det mærker vi nu, men vi har faktisk ikke afskediget på noget tidspunkt, heller ikke under krisen,” fortæller Kennet Valentiner.
I pladeafdelingen arbejdes der både med buk, skæring, afgratning og svejs. Og man gør alt for at finde plads til kundernes hasteopgaver.
- Vi er gode på leveringstiden, og vi er gode til at hjælpe kunderne i en presset situation. Det er hele vores idé, og vi har som del af vores koncept, at vi er underleverandører med kort leveringstid, forklarer Kennet Valentiner.
Den kundefokuserede vej har vist sig at være rigtig, for kunderne husker, når du hjælper dem i et presset øjeblik.
- Når du håndterer den slags situationer for en kunde, så får du flere og flere ordrer den vej rundt, siger Kennet Valentiner, der også gør alt for at inddrage medarbejderne i processen.
Så medarbejderne ved, hvad de står med i hænderne, og hvor emnerne skal hen.
Medarbejderinddragelsen er det seneste år blevet skærpet med et målrettet projekt, der skal styrke kommunikation i afdelingen og optimere flowet. Nøgleordene er mindre spildtid og mere deltagelse.
- Folkene er inddraget i vores virksomhed, de får selv lov til at lede produktionen. Vi kan se, at vi er blevet bedre på leveringstiden og har øget omsætningen på baggrund af det her medarbejderprojekt, siger afdelingslederen for tyndpladeafdelingen hos KT Stålindustri.