Ny direktør fastholder kursen
Tidligere på sommeren fik Aluwind ny administrerende direktør. Han overtager langt fra en synkende skude og har da heller ingen planer om at gennemføre de helt store store ændringer.
Ole Vestergaard Rasmussen har været i Alumeco-koncernen siden 2006 og i Aluwind siden 2009 og har derfor et ret indgående kendskab til koncernen.
- Jeg har siddet i ledergruppen i flere år. Jeg kender alle hjørner af koncernen, og den kender mig. Det var derfor ikke svært at tage sidste skridt, fortæller han om skiftet fra salgsdirektør til administrerende direktør.
At det var et kendt ansigt, der blev sat i spidsen for forretningen, har også betydet et hurtigt og udramatisk skifte, ligesom man ventes at gå en udramatisk fremtid i møde. Henrik Jacobsen efterlod sig nemlig en solid forretning.
- Han har leveret et godt stykke arbejde og nogle gode resultater i de år, han har været her. Derfor følger jeg samme retning. Der kommer ingen kursændringer eller turnarounds, understreger Ole Vestergaard Rasmussen.
Aluwinds hovedbeskæftigelse er udvikling, produktion og levering af komplette løsninger til indmad til vindmølletårne og naceller. Samtidig har man for år tilbage udviklet aluminium-løsninger til offshore vindfundamenter – men heller ikke på produktsiden har man tænkt sig at foretage ændringer.
- Aluminium-løsningerne til offshore-fundamenter er et område i støt vækst, men det er ikke vores største område og bliver det nok heller aldrig. Men vi har travlt på alle vores fabrikker i Danmark, USA og Kina – det går rigtig godt, så det er den rigtige kurs, vi har fået stukket ud, slutter han.
I det seneste regnskabsår realiserede Aluwind et bruttoresultat på 76,8 mio. kr. og et resultat efter skat på 28,5 mio. kr.