Aquacut udvider maskinparken
Randers-virksomheden har investeret i en ny vandskærer til erstatning for en ældre model.
- Det er en rentvandsmaskine med fem skærehoveder, og den er købt som erstatning for en gammel maskine, vi havde. I og med at den er 30 år nyere end den gamle, så kan den køre noget hurtigere og har også et større skærebord, så vi har fået cirka 20 procent mere kapacitet, siger Kristian Gehlert, der er medejer af Aquacut.
Skærebordet på den nye maskine er på 1.000x2.500 mm, og dermed markant større end på den gamle, men forøgelsen kommer ikke til at betyde det store i hverdagen.
- Vi skal mest bruge den til pakninger, og selv om de kan være lange, fylder de ikke hele skærebordet ud. Det vigtigste er, at vi har fået en hurtigere maskine, siger Kristian Gehlert.
For tre år siden flyttede den østjyske underleverandør i nye lokaler og fik ved den lejlighed fordoblet antallet af kvadratmeter fra 300 til 600. Der er derfor god plads til den nye vandskærer og også til fremtidig vækst. Der er dog ingen aktuelle planer om indkøb af yderligere maskiner.
Til gengæld kan Kristian Gehlert glæde sig over, at den nye vandskærer falder på et tørt sted. Fabrikken i Randers har nemlig rygende travlt for øjeblikket.
- Både i 2014 og i hele 2015 har vi haft rigtig travlt. Krisen er overstået for længe siden. Vi er ikke tilbage i 2007, men vi har ikke problemer med at sælge vores timer. Vi skærer til rigtig mange brancher, og der er generelt travlt over hele linjen, konstaterer han.