Vestas napper endnu en ordre i Uruguay
Den danske vindmølleproducent skal levere 70 MW til et projekt i Salto-regionen i det nordlige Uruguay.
Udover selve vindmøllerne indeholder kontrakten blandt andet en 10-årig serviceaftale.
Levering skal efter planen ske i første kvartal 2016 og vindmølleparken tages i brug i andet kvartal.
- Denne nye ordre er endnu et skridt fremad i konsolideringen af vores vækst i Latinamerika. Vi er især glade for at samarbejde med Abengoa for første gang, og vi håber, at den succesfulde opførelse af Palomas-vindmølleparken vil give nye muligheder for begge selskaber, siger Marco Graziano, president for Vestas Mediterranean.
Med den seneste ordre har Vestas i alt modtaget ordrer på 120 MW i Uruguay i år. Den danske vindmølleproducent gik ind i det sydamerikanske land i 2008 og har siden installeret mere end 300 MW.