23948sdkhjf

Robotarm fodrer to CNC-maskiner

AKS i Hvidovre har installeret Motoman robotarm foran to fem-aksede CNC-maskiner fra Mazak
Den metalbearbejdende underleverandør AKS i Hvidovre har fuld gang i en Motoman robotarm fra cnc.dk.

Den løfter emner på op til 150 kilo, og robotten er placeret i en maskinopstilling, hvor den kan servicere to fem-aksede bearbejdningscentre fra Mazak.

Og robotten gør det døgnet rundt, hvilket er hele idéen.

- Det er meget nemt at arbejde med. Vi kan stille op og gøre emner klar i skruestik om dagen og så køre med maskinerne om natten, siger Karl Johan Bergman, maskinarbejder og leder af spåntagningsafdelingen hos AKS.

Robotten piller selv metalemner og skruestik fra de opstillede reoler, og en af de helt store fordele er, at der kan være forskellige emner i hver enkelt skruestik. Faktisk kan opstillingen lige nu rumme helt op til 60 forskellige emner.

- Det er den ubemandede spåntid, der er interessant for os, siger Karl Johan Bergman, som har fuld opbakning fra lærlingene og de fem fastansatte i afdelingen til den nye teknik foran de i forvejen avancerede cnc-maskiner.

Endnu et spring
For det nye spring ind i spåntagningens ubemandede fremtid skræmmer på ingen måde medarbejderne.

- De ansatte synes, det er rigtig spændende, og alle er med til at køre på denne her opstilling, siger afdelingslederen, som demonstrerer maskinen.

Grundlæggende og forenklet sagt, så handler det om på robottens display og dialogbaserede styring at vælge den rigtige tegning og den rette kvalitet og så trykke på knappen. Derefter åbner lugen ind til Mazak-maskinerne, robotten sætter sig i bevægelse, der løftes, emnet placeres, der slukkes, og bearbejdningen sætter i gang inde i værktøjsmaskinen.

50 serier på en dag
Hos AKS køres der mange serier med lavt styktal på ned til ganske få emner i løbet af en dag, og det er med til at gøre den fleksible robot attraktiv.

Faktisk kan der komme helt op til 50 forskellige emner under værktøjet i løbet af en arbejdsdag, og lige nu står emnerne nærmest i kø for at blive bearbejdet. Det skyldes, at der trækkes produktion hjem fra Polen og Kina.

- Jeg er ikke overrasket over, at vi har fået så travlt i Danmark. Det var jo ventet, at det ville blive svært for kunderne at få den rigtige kvalitet med den rigtige leveringstid i Kina, siger han.

Og robotterne og den ubemandede spåntagning er et vigtigt element, når konkurrenceevnen skal løftes.

- Vi er på ingen måde bange for de her robotter, vi vil gerne have flere, siger Karl Johan Bergman.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094