Maskinfabrik: Specialisering er nøglen til overlevelse
Et skifte fra traditionel maskinfabrik til knaldhårdt fokus på aluminiumsemner har skaffet Almexa i Odense kunder inden for flyindustri, rumfart og forsvarsteknologi.
Men en rund aluminiumsskive placeret op ad væggen i et af mødelokalerne røber, at Almexas røde bygning på Egelundsvej 17 er en noget utraditionel maskinfabrik.
Skiven ligner umiddelbart et havebord, men i virkeligheden er der tale om næsen til en helikopter – fremstillet af en 170 kilo tung aluminiumsblok, der er blevet bearbejdet ned til en struktur på 5,5 kilo.
Læs også: Portalfræser og klimakammer er nøglen til succes
Bearbejdning af high-end aluminiumsemner er således det eneste, Almexa beskæftiger sig med i dag, fortæller grundlægger og medejer Roar Jensen.
- Vi tror, det er sundt at specialisere sig som virksomhed. Hvis man skal være rigtig god til noget, skal man fokusere på ét materiale, siger Roar Jensen.
Overflader á la Apple
Roar Jensen grundlagde ellers virksomheden som en traditionel maskinfabrik i 1999, men siden forretningspartneren Bjarne Caspersen købte sig ind i Almexa i 2004, har alting handlet om aluminium. Sådan er det også den dag i dag, hvor Kim Kenlev har købt sig ind i virksomheden og nu udgør ejergruppen sammen med Roar Jensen og Bjarne Caspersen.
Med hjælp fra over 20 maskiner fordelt på 3.000 kvadratmeter producerer Almexas 20 medarbejdere aluminiumsemner fra det øvre kvartil af kvalitetsskalaen, hvor der stilles særlige krav til eksempelvis overflader, finish, tolerancer, pakning og den slags. I visse tilfælde, fortæller de to ejere, leverer Almexa overflader i en kvalitet, man ville møde hos B&O og Apple.
Den slags produkter efterspørges der flere steder i den traditionelle industri, som stadig er det vigtigste kundesegment. Men kundelisten omfatter også kunder fra robotindustrien, medico, rumfart og militæret.
Produkterne kan være alt fra computerkabinetter i den maritime industri over maskinkomponenter med komplicerede geometrier til ekstremt tyndvæggede aluminiumsemner. Mere præcise kan vi desværre ikke blive i disse spalter – det er nogle hemmelighedsfulde brancher, Almexa leverer til, og diskretion er alfa og omega.
- Men fællesnævneren er kvalitet, som Kim Kenlev sammenfatter det.
Almexa leverer i princippet alt fra prototyper til større serier på +1.000 emner om året, men produktionen er hovedsageligt gearet til komplekse emner i høje styktal.
Afventer kampflysafgørelse
Roar Jensen og Kim Kenlev forventer sig en del af markedet for armaturer til LED-belysning, mens de – som så mange andre danske underleverandører – spændt afventer en afgørelse i forhold til Danmarks køb af nye kampfly. Det kan betyde en del ordrer.
Men helt overordnet oplever de ligesom så mange andre underleverandører, at der fortsat skal kæmpes hårdt for at få ordrerne i hus.
- Jeg synes stadig, markedet hænger lidt i bremsen. Der er ikke noget, der kommer af sig selv. Puljen af kunder er så stor, som den nu engang er, så skal man kapre flere, skal man tage dem fra konkurrenterne, siger Kim Kenlev, som anslår, at Almexa har en lille håndfuld direkte konkurrenter herhjemme.