23948sdkhjf

I hal F regerede vindindustrien

For første gang nogen sinde stod vindindustrien sammen med forskningen under HI 2015. En lakmustest af konceptet, som tiltrak virksomheder med to særlige punkter på dagsordenen.
Et konferenceprogram, der dækkede alt lige fra fremtidens vindturbiner over nye game changers til den sociale accept af vindenergi, et årsmøde og 40 udstillere på messegulvet gemte sig under overskriften Wind Energy Denmark på årets HI-messe i Herning.

- Det er første gang, at forskningen og vindindustrien sammen har hægtet sig på HI 2015. Vi har skabt en treenighed og vil forsøge at drage fordel af de synergier, vi håber opstår ved koblingen mellem forskning, vindmølleindustrien og den øvrige industri, fortæller Peter Alexandersen, presse- og kommunikationsansvarlig fra Vindmølleindustrien, som er en af arrangørerne bag det nye koncept, der på årets messe skulle stå sin prøve.

- Man kan sige, at det er en lakmustest af, om konceptet virker, understregede Peter Alexandersen.

En anderledes messe på messen
HI 2015 bestod af seks delmesser. Og hvor man i de andre haller kunne se folk flokkes om bordfodboldspillende robotter, konkurrencer, smagsprøver og andre gimmicks, så var stemningen og formålet blandt udstillerne i hal F helt anderledes.

- Vi sælger ikke noget, vi networker.

Sådan lød det fra langt størstedelen af udstillerne. Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer, men det var tydeligt at formålet med deltagelsen på netop Wind Energy Denmark ikke var at lukke ordrer.

- Vi er her for at møde vores kollegaer og mulige kunder. Det er første gang, vi er med, så vi vil bare gerne gøres os bemærkede både blandt virksomhederne herhjemme, men også blandt udenlandske virksomheder, sagde senior design specialist, Bjarne M. Lauersen hos Frecon.

Han blev bakket op af international purchaser hos N.C. Nielsen, Claus Lilleholt.

- Vi vil i kontakt med dem, vi ikke kender. Virksomhederne inden for vind i Danmark synes vi, at vi har nogenlunde styr på, men nu vil vi gerne i kontakt med udenlandske virksomheder.

Nye medarbejdere på messegulvet
Blandt udstillerne herskede der altså et almindeligt ønske om networking og at skabe kontakter. Men et par af udstillerne havde et langt mere konkret mål med deltagelsen: Rekruttering af nye medarbejdere.

- Vi håber på at få kontakt med fremtidige medarbejdere. Vi har fire konkrete jobs med i tasken, fortalte Lisbeth Busk Nielsen fra LM Wind Power.

Hos Siemens Wind Power var recruiter Lisa di Boscio Jakobsen også ude for at spotte nye kollegaer.

- Vi har en lang prioriteringsliste over de jobs, vi har ledige. Og det her er et godt sted at rekruttere folk, understreger hun.

Eventen Wind Energy Denmark var kun at finde de to første dage af HI messen. Den sidste dag overtog Technomania styret i hal F.

Artiklen er en del af temaet HI 2015.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078