Jubo Rustfrit Stål opruster
Hørning-virksomheden har investeret yderligere i maskinparken.
- Det er en 4 meters kantbukker med tryk på 250 tons, og det er selvfølgelig den nyeste, Bystronic har på paletten lige p.t. Den afløser en ældre Amada-kantbukker, som er på 220 tons, forklarer direktør og indehaver Hans Dahlmann.
- Det der for alvor adskiller den fra den gamle er softwaren og omstillingstiderne – det er en helt anden verden på de punkter, tilføjer han.
Flere investeringer på vej
Det bliver dog ikke den eneste opgradering af maskinparken i nærmeste fremtid.
- Vi har også planer om at udskifte vores laserskærer, selv om den ikke er så gammel. Vi har brug for en større og hurtigere med mere kapacitet. Så generelt kan man sige, at vi forsøger at opgradere inden for pladebearbejdning, siger Hans Dahlmann.
Udover de to maskiner har Jubo Rustfrit Stål også investeret i en mindre tilbygning til fabrikken, så man nu har fået eget bejdseværksted.