Multitasker er perfekt til danske forhold
Ny multitasker er perfekt til små og mellemstore virksomheder, lyder det fra Masentia.
- Den nye Nakamura NTRX 300 vil passe godt ind hos den danske underskov af små og mellemstore virksomheder, der laver underleverandørarbejde, forklarer salgsdirektør Karsten Bechmann.
Maskinen er en multitasking-maskine, og det gør, at den er oplagt til virksomheder, der skal være fleksible og klar til at lave mange forskellige emner hver dag, hver uge, hver måned og hele året rundt – kort sagt virkeligheden for mange danske underleverandører,
- Groft sagt er det jo for dem, der gerne vil sætte et stykke stål ind i én ende og have et færdig emne ud i den anden, siger Karsten Bechmann.
Samtidig er der tale om en forholdsvis kompakt maskine, som ikke kræver den helt store plads på fabriksgulvet.
- Men der er alligevel stor afstand mellem spindlerne, og det giver jo et stort arbejdsområde for en så lille maskine, forklarer salgsdirektøren.
Desuden peger Karsten Bechmann på, at styringen af NTRX 300 er en anden ting, der gør den velegnet til det danske marked.
- Styringen er forholdsvis simpel, og det tror jeg også vil passe godt til det danske marked. Den forventer vi os meget af. Jeg tror, der bliver en god efterspørgsel på den.
Automation fra start
Et andet af de store buzz words i industrien for tiden er automation. Og det kan man også mærke hos Masentia.
- I dag sælger vi ikke en maskine, uden at de er tænkt en eller anden form for automation ind i projektet, fortæller Karsten Bechmann.
Det kan både betyde, at virksomhederne investerer i robotter eller et ladestativ, når de investerer i maskinen.
- Og hvis de ikke gør det, så får kunderne i hvert fald gjort plads til det på maskinen, så de uden besværligheder kan få sat det på senere, siger han.
I sidste ende drejer det sig om at få udstyret til at køre længere, bedre og smartere forklarer Karsten Bechmann.
- Det er det, det hele handler om.