Stålkommentar: Kinesisk vækstdyk får konsekvenser
Det kinesiske marked vakler. Men der er fortsat positiv trend for efterspørgslen på stål i Europa.
I juli steg industriproduktionen i USA med det dobbelte mod forventet, viser statistikker fra Federal Reserve, og økonomien er i en positiv udvikling. Men Kina vakler derimod. Børsen i Shanghai faldt kraftigt denne sommer. Som modsvar tilbød den kinesiske regering et låneløfte på 43 mia. dollars for at lokke private investorer til. De foretog flere devalueringer af valutaen og en nedsættelse af renten for at øge eksporten.
Måske får verdensøkonomien det lidt sværere indtil Kina igen er på fode, konstaterer økonomiske analytikere. Det bliver sværere for andre lande at få afsat deres industriprodukter på det store kinesiske marked, og spørgsmålet er; hvordan kommer USA til at reagere.
Det går relativt godt for den svenske økonomi. Konjunkturbarometerets tillidsindikator for fremstillingsindustrien steg hen over sommeren og var noget stærkere end normalt. Det svenske ”inköbschefsindex”, som udsendes af Swedbank, landede i august på 53,2. Det indebar en vis afmatning, men væksten i produktionen er fortsat robust, udtaler Swedbank.
I Finland udgiver pensionsselskaberne langsigtede prognoser et par gange om året. Deres seneste vurdering er, at lavere oliepriser, stimulerende foranstaltninger fra Den Europæiske Centralbank og økonomisk opsving på euro-området, kan give skub til den finske eksportindustri.
Danmarks statistik meddeler, at konjunkturbarometeret for dansk industri, peger stabilt opad og har gjort det siden december 2014, på trods af en svag nedgang i juni og juli 2015.
Oliepriserne er styrtdykket, og den norske bank DNB vurderer, at den norske olieindustri vil miste 80 mia. kr. i 2015, og man anslår, at man må afskedige cirka 23.000 mennesker. Samtidig konstaterer de, at der er 6.000 mia. kr. i den statslige oliefond, som kan anvendes til investeringer.
World Steel Association rejser miljøspørgsmål
Produktionen af råstål lå i juni på 136 millioner ton, fordelt på 65 producerende lande, hvoraf asiatiske producenter stod for 92,5 millioner ton og EU for 43,5 millioner ton. Kapacitetsudnyttelsen er i gennemsnit 72,2 procent, oplyser World Steel Association (WSA). Tyske økonomiske analytikere vurderer kapacitetsudnyttelsen i Tyskland betydeligt højere og vurderer, at tallet nærmere er 85-90 procent, rapporterer Steel Business Briefing (SBB).
WSA rejser spørgsmål om miljøet i et dokument, der er blevet sendt til regeringer verden over. Stålbranchen er en meget konkurrenceudsat industri, og 35 procent af al stål handles internationalt, skriver WSA. Så går det ikke at have forskellige regler i de forskellige lande. De opfordrer politikerne til at tage højde for stålprodukters samlede livscyklus, når de indfører nye regler.
Kina rapporterede om en BNP-vækst på 7 procent i juni. Flere økonomer stiller spørgsmålstegn ved tallet, eftersom markedet er bedømt til at være yderst svagt. Selvom der er en stabil efterspørgsel efter boliger i byer som Beijing, Shanghai, Guangzhou og Tianjin, så er situationen meget værre i det centrale og vestlige Kina. Næsten halvdelen af alt stål, som bruges i Kina, går til byggeindustrien. Fremstillingsindustrien tegner sig for 40 procent af forbruget af kinesisk stål, og indkøbschefernes vurdering i juli (indeks 48,2) ligger under vækstzonen (50) opsummerer SBB.
Eurofer, de europæiske stålværkers brancheforening, ser en fortsat positiv trend for efterspørgslen på stål i Europa. Deres seneste vurdering, hvor der også blev taget hensyn til, at første kvartal ikke steg, var en stigning på 1,4 procent i 2015 og 2 procent i 2016. Hjælp til stigningen kommer fra bilindustrien, de lave oliepriser og øget køb af boliger. Byggeindustrien anvender mest stål. Derefter kommer bilindustrien, som i perioden 2010-2014 stod for mere end en femtedel af det totale stålforbrug i Europa. På tyndplade-området alene stod bilindustrien for hele 43,7 procent af forbruget. Tallene kommer fra Eurofer og blev rapporteret af SBB i juli måned.
Tendensen med at lave korte kontrakter med stålproducenter er faldet i bilindustrien, siger iagttagere på markedet, da SBB talte med dem i september. Planlægningshorisonten er nu længere, og bilindustrien har ikke set negative bivirkninger i Europa grundet det svage kinesiske marked.
Kilde: Tibnor - [url]http://www.tibnor.dk[/b]