Stålkommentar: Nye job i USA og flygtningestrømme i Europa
Delt konjunktur i Norden, men fortsat stærk vækst i bilindustrien.
Der er kommet positive beskæftigelsestal fra USA. I oktober kom 217.000 i job, og arbejdsløsheden faldt til 5 procent, hvilket var bedre end forventet. Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har derfor haft mod til at gennemføre en rentestigning i december, og USA vil være den første til at gå i retning af en normalisering af rentepolitikken, som de finansielle markeder håber på.
I Europa stiger flygtningestrømmen fra Syrien, Afghanistan og krigsramte afrikanske lande. Det øger presset på EU, når flygtningekvoter diskuteres, og Schengen-aftalen om de åbne grænser deler vandene. Samtidig hævder en del økonomer, at den rekordstore tilstrømning, til blandt andet Sverige, kan sætte gang i økonomien gennem øget efterspørgsel.
Norden har en delt konjunktur med vækst i Sverige og en forbedret situation i Danmark, mens Norges vækst er aftagende og Finland kæmper videre med at genoplive økonomien.
Der stilles spørgsmålstegn ved automatisk medlemskab
Sammen med otte stålorganisationer fra Europa, Nord- og Sydamerika, har de europæiske stålværkers brancheforening Eurofer i et fælles brev modsat sig, at Kina automatisk ville få markedsøkonomisk status på 15-årsdagen for sit medlemskab af Verdenshandelsorganisationen WTO.
- Vi mener ikke, at import fra Kina kan betragtes, som det kommer fra en markedsøkonomi, hvis ikke Kina eller den kinesiske producent kan påvise, at de arbejder under sådanne forhold, skriver underskriverne.
Den kinesiske stålindustri har en overkapacitet på mellem 336-425 millioner ton og er overvejende statsejet og statsstøttet.
Steel Business Briefing (SBB) rapporterer, at stålbranchen har indkaldt til ministermøde på EU-niveau for at diskutere, hvilke politiske foranstaltninger der kan gennemføres hurtigt for at favorisere innovation, sænke energiomkostningerne og lette bureaukratiet, således at den europæiske stålindustris styrke er sikret på et globalt marked.
Den tyske distributør Klöckner regner med, at det samlede stålforbrug i Europa kommer til at øges med cirka 1 procent i 2015. Byggeindustrien står for omkring 35 procent af det europæiske stålforbrug, og her vil væksten være en anelse højere, konstaterer SBB. Stærkest er væksten dog i bilindustrien, på trods af skandalen omkring Volkswagen, og virksomhedens håndtering af dieseludslippet har rystet branchen, så fortsætter nybilsregistreringen uændret. En talsperson fra den britiske automobilbranche bekræfter til SBB, at kombinationen af lave renter, øget købeløst i husholdningen og spændende nye produkter tiltrækker købere af nye biler.
SBB rapporterer fra Blechexpo i Stuttgart, at nogle tyske distributører sågar ser lidt positivt på Volkswagens problem; måske skal en del biler erstattes, og derved øges produktionen. Flere konkluderer også, at situationen er meget bedre end i 2009, ”da led vi et stort tab på grund af finanskrisen, hvor det nu er priserne, der ikke følger med”. Prissituationen var i øvrigt et gennemgående tema under Blechexpo, skriver SBB, da mange deltagere vurderer, at stålpriserne er tæt på eller allerede har nået stålværkernes fremstillingsomkostning. Det kan ikke fortsætte på denne måde, sagde en leverandør.
Kilde: Tibnor - http://www.tibnor.dk