23948sdkhjf

Airteam solgt til svensk kapitalfond

Ratos har overtaget aktiemajoriteten i det danske ventilationsfirma, som samtidig indlemmer en række ledende medarbejdere i ejerkredsen.
Administrerende direktør Poul Pihlmann, der etablerede selskabet sammen med Flemming Møller og Peter Bentzen i 1998, fortsætter som administrerende direktør og storaktionær, og den hidtidige regionschef, Benny Holm Kristensen, er udnævnt til vicedirektør og bliver ligeledes medejer. Herudover sker der ingen ændringer i selskabets organisation eller ledelse.

Airteam er ventilationsentreprenører, der projekterer og udfører ventilationsanlæg – både komfortventilation og industriventilation – til bygninger indenfor erhverv og i den offentlige sektor. I de senere år er virksomheden også begyndt at levere komfortventilationsanlæg til boligsektoren.

Virksomheden har i dag cirka 150 ingeniører og teknikere ansat. Derudover beskæftiger Airteam cirka 250 montører og teknikere via underleverandører.

Ratos overtager den 1. april cirka 70 procent af aktierne i selskabet, og samarbejdet har til hensigt at bidrage til, at Airteam fortsat vil kunne ekspandere i Danmark. Administrerende direktør for Airteam, Poul Pihlmann, udtaler:

- Jeg er meget glad for, at det er lykkedes at opnå en model, hvor vi fastholder og udbygger vores stærke ledelsesteam ved at optage afdelingslederne i ejerkredsen og samtidig får et af de ubetinget stærkeste investeringsselskaber i Skandinavien ind i ejerkredsen. Fremtidens ventilationsentrepriser bliver stadigt større og mere komplekse. Det giver os betydelige muligheder for at udvikle nye løsninger sammen med vore kunder, og det er vigtigt, at vi hele tiden har både organisationen og de finansielle kræfter til at realisere potentialet.

- Vi har valgt en partner, som kan være med til at udvikle Airteam yderligere sammen med ledelsen, og vi er overbeviste om, at Ratos er den rigtige partner for os. I hele forløbet med Ratos har der været en både konstruktiv og tillidsfuld dialog, som har bekræftet os i, at Ratos’ syn på de fremtidige muligheder for Airteam stemmer helt overens med vores egne, fortsætter han.

Administrerende direktør Susanna Campbell, Ratos, udtaler:

- Vi er glade for at kunne investere i Airteam, da selskabet på alle måder står for de samme værdier som Ratos, nemlig at være professionelle, aktive og ansvarsfulde. Airteams markedsledende position i ventilationssektoren i Danmark bygger på en kundeorienteret virksomhedskultur med meget dygtige og dedikerede medarbejdere, der har etableret stærke relationer til kunder og leverandører. Den kompetente organisation kombineret med en robust og skalerbar forretningsmodel, baseret på unikke kompetencer inden for projektledelse, høje tekniske standarder og effektive rutiner er alle forhold, som gør Airteam til en attraktiv partner for kunderne – og for os som investor.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081