Vindmølleordre til Siemens skaber job
Ny stor ordre til Siemens Wind Power giver travlhed på fabrikkerne i Brande og Aalborg. Vindmølleproducenten forventer mindst at skulle ansætte 200 nye medarbejdere.
- Aftalen med FPL Energy er vigtig, da det er den første kontrakt på det amerikanske marked, siden Siemens overtog Bonus Energy sidste år i december, siger Randy Zwirn, medlem af Siemens Power Generation Executive Management samt præsident og CEO for Siemens Power Generation, Inc., i en pressemeddelelse.
Den store ordre kommer til at kunne mærkes direkte på de tidligere Bonus Energy-fabrikker i Danmark. Møllerne skal fremstilles på fabrikkerne i Brande og Aalborg, og det betyder øget beskæftigelse. Forventningen er, at der bliver brug for mindst 100 timelønnede hvert sted, fremgår det af Dagbladet Børsen.
- Vi mener faktisk, at vi er meget effektive på fabrikken i Brande og på vingefabrikken i Aalborg. Så beslutningen om at producere i USA eller Danmark er jo et spørgsmål om, hvor meget dyrere det vil være at etablere produktion i USA sammenholdt med transportudgifterne, siger administrerende direktør Palle Nørgaard, Siemens Wind Power, til avisen.
Det har generelt været gode tider for beskæftigelsen siden Bonus Energy blev overtaget af Siemens. Fabrikker har ansat mindst 250 medarbejdere, og det tal bliver altså blot endnu højere i fremtiden.