Apollo igen på det danske marked
T. Troland Værktøjsmaskiner har netop indledt et samarbejde med italienske Apollo. Det betyder, at Apollo, der blandt andet er kendt for sine hydrauliske presser, hjørneudklinkere, standsemaskiner, efter en periode igen er tilbage på det Skandinaviske marked.
Det er T. Troland Værktøjsmaskiner i Sønderborg, der nu igen kan tilbyde Apollo produkter i Skandinavien. Virksomheden har indgået samarbejde med Apollo, der siden sidst har udvidet sit program.
Programmet er nu udvidet med en række fremføringssystemer til virksomhedens presser og standsemaskiner, som på den måde kan udbygges til semi-automatiske eller fuld-automatiske produktionsanlæg. Fremføringssystemerne er så alsidige, at de også kan tilkobles brugte maskiner af andre fabrikater.
- Det er derfor ikke kun tidligere Apollo-kunder, som kan automatisere og opnå rationaliseringsgevinster. Foreløbig kan ejere af boremaskiner, save, presser og standsemaskiner med fordel tilkoble en fremføringssystem, blot disse er udstyret med automatisk tilspænding og returløb, fortæller Nils Troland fra T. Troland Værktøjsmaskiner.
Kilde: Pressemeddelelse fra T. Troland Værktøjsmaskiner