Nye danske vindmøller
[i]Det ser ud til, at der i fremtiden kommer flere danske møller. I øjeblikket forhandler regeringen og oppositionen om en energiaftale, der kan give mølleordrer for milliarder.[/i]
Selv vil økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K), ifølge Reuters i JyllandsPosten, kun sige, at han forhandler med oppositionen om "en række udestående spørgsmål", og at han ikke ønsker at give flere detaljer, før forhandlingerne er afsluttet med et positivt resultat.
Forhandlingerne mellem regeringen, Socialdemokraterne, Radikale, SF og Kristendemokraterne kan munde ud i vindmølleparker for tilsammen 800-1.000 megawatt (MW).
Projekter i den størrelsesorden, som bl.a. vindmølleproducenten Vestas kan tage en del af, har ifølge branchekilder en værdi på omkring 8-10 mia. kr.
Vindmølleaftalen er tænkt som en del af en større aftale, der skal løse en række problemer i energibranchen. Der skal bl.a. findes en løsning på elkraftselskabet ELSAM's køb af hele NESA , ligesom den såkaldte kapitalsag om ejerskabet af elsektorens egenkapital på 70-80 mia. kr. skal løses.
Kilder på Christiansborg siger om udbygningen af vindmøller, at det bl.a. drejer sig om et nyt udskiftningsprogram for gamle vindmøller og opførelse af nye havvindmølleparker.
Vindmølleindustrien ønsker ikke at kommentere de nye muligheder med henvisning til, at der i øjeblikket forhandles.