Vindmøllefabrikanter presser underleverandører til fusioner
Fabrikanter som Vestas og Siemens ligger i stigende grad pres på underleverandørerne med henblik på fusioner, der kan imødekomme de stadigt højere leveringskrav.
- De store producenter bekymrer sig over, om deres underleverandører er i stand til at følge dem med ud i verden, for der er stor forskel på at være producent på Fyn og i Shanghai, udtaler Jesper Øhlenschlæger, der står bag Skykon, som er et underleverandørselskab under investeringsselskabet Evo Energy, til Børsen.
Tendensen bekræftes blandt andet af Rune Moesgaard, der er økonom hos Vindmølleindustrien. Han understreger, at industrien stadig er meget ung med mange knopskydninger, og at der er et behov for at bringe disse sammen. Derfor vurderer han, at der kommer til at ske en omfattende konsolidering i fremtiden.