Stor Bang & Olufsen-fabrik mestrer overfladerne
Overfladebearbejdning af aluminium findes ikke bedre end på det danske design-ikons fabrik i Struer. Det er overfladebehandling i Dansk Verdensklasse.
Bang & Olufsen og designeren Jacob Jensen løste problemet med banebrydende designs, som snart gjorde B&O’s navn verdensberømt – magasinet Wired kaldte for nylig kort og godt Bang & Olufsen for "fødestedet for verdens smukkeste gadgets".
LÆS specialmagasinet "Dansk Verdensklasse" om produktion af danske designikoner
Siden har konkurrenter fået øjnene op for æstetikken i tv og hi-fi, og i årevis har det givet Bang & Olufsen problemer på bundlinjen, men lysten til at skabe verdens smukkeste gadgets lever stadig i Struer. Og der er stadig ting, der gøres bedre her end noget andet sted i verden.
Det gælder inde bag fabrik 5’s gule mursten, hvor Bang & Olufsen skaber metalbearbejdning i absolut verdensklasse. Her producerer virksomheden stadig selv alle de aluminiumsdele, der har kritiske overflader, hvorimod store dele af Bang & Olufsens løntunge montage-arbejde er flyttet ud af Danmark.
På fabrikken arbejder 240 medarbejdere på treholdsskift med komplekse bearbejdninger af aluminium og ikke mindst aluminiumsoverflader. Komponenterne bliver til vigtige dele i alt fra højttalere til fjernsyn og fjernbetjeninger.
- Vores helt store styrke er, at vi har det hele under et tag. Vi kan flytte emnerne mellem afdelingerne på en vogn, og kompetencerne er opbygget over 40 år og kan ikke opbygges andre steder, siger direktør for DK-mekanik hos Bang & Olufsen, Richard Koch.
Den store fabrik, der er på i alt 22.000 kvadratmeter, er delt op i områder med drejebearbejdning, fræsning, anodisering, polering, glasblæsning, slibning og dekorering.
Overflader er spidskompetencen
Overflader er det store strategiske fokus på fabrikken, og når bearbejdning, anodisering og polering er under samme tag, giver det en helt særlig kompetence.
- Vi bruger meget energi på overflader, fordi det er vores erfaring, at det er svært at finde den kvalitet, som vi gerne vil have, andre steder. Vi kan sagtens finde virksomheder, der er supergode til at dreje eller fræse, men de kan kun fræse funktionelle emner og ikke overflader. Man skal have en anden tilgang på overfladebearbejdning end funktionelle emner. Det er to forskellige discipliner, forklarer direktøren.
Kvaliteten betyder, at fabrikken leverer emner til andre virksomheder, men det område bliver neddroslet strategisk, fordi energien skal bruges på egne produkter.
- Vi er konkurrencedygtige på overflade, hvilket vi synes er interessant, fordi det er et benchmark for os. Det er vigtigt for os at blive benchmarket i forhold til industrien, fordi vi skal være konkurrencedygtige, forklarer Richard Koch.
Fravælger simple emner
Bang & Olufsen bruger dog underleverandører til dele af aluminiumsbearbejdningen. For eksempel til skrubbebearbejdningen.
- Når vi synes, at emnerne begynder at blive for simple, så undersøger vi, om der ikke er andre, der kan forarbejde dem. Vi vil hellere fokusere på det komplekse. Det kan være femakset bearbejdning i stedet for treakset, siger produktionschefen.
Produktionen sker på omkring 110 CNC-hoveder og tæt på 40 robotter.