Oktober satte ny konkursrekord
434 virksomheder måtte dreje nøglen om i oktober og satte dermed ny konkursrekord. Især i Midt- og Vestjylland er stigningen markant.
Det viser en ny opgørelse fra kredit- og analysevirksomheden Experian. Det er en stigning på 83,9 % i forholdt til oktober 2007, og det har aldrig været mere dystert ifølge Experian, der har konkurstal, som går tilbage til 1993.
Det er en stigning på 29 % i forhold til rekordmåneden september 2008, hvor der var 336 konkurser. Set over 12 måneder er konkurstallet steget med 39 %.
Den geografiske fordeling viser, at Nordjylland og Grønland faktisk har færre konkurser nu end for et år siden. Til gengæld har krisen taget hårdt fat i Midt- og Vestjylland i oktober. Otte konkurser i oktober 2007 er blevet til 43 i oktober 2008, og det er en stigning på knap 438 %.
Hovedstaden vejer naturligvis tungt, og i København er konkurstallet steget fra 108 til 191 virksomheder fra oktober sidste år til oktober i år. Det svarer til en stigning på 77 %.