23948sdkhjf

Jellingstenene set i nyt lys

3D scanning har kastet lys over Jellingstenenes tilstand ved at dokumentere runestenenes nuværende udformning og puste liv i fortidens afstøbninger.
Jellingstenene er et af Danmarks vigtigste unikke monumenter, og deres bevaringstilstand er derfor altid i fokus blandt videnskabsmænd og historieinteresserede. En klar, præcis og udtømmende dokumentation var ambitionen, da Nationalmuseet i foråret 2007 ønskede at bedømme Jellingstenenes bevaringstilstand og afklare kort- og langsigtede foranstaltninger for at sikre stenene fremover.

Valget faldt på 3D lysscanning som en af de centrale teknologier i projektet. Metoden har gjort det muligt at skabe en nøjagtig digital kopi af de to runesten, som efterfølgende har dannet grundlag for omfattende analyse, granskning og inspektion, herunder sammenligning med tidligere afstøbninger af stenene.

Fremtiden møder fortiden
Et af de spændende aspekter ved den nye undersøgelse af Jellingstenene er, at der er blevet pustet nyt liv i fortidens dokumentation af stenene. De tidligere afstøbninger har nemlig også undergået en 3D scanning med det formål at kunne sammenligne nutiden med fortiden. Scanningen af de gamle afstøbninger er blevet sammenlignet med scanningen af selve stenene, og afvigelserne mellem de to sæt data er blevet præsenteret i letforståelige farveillustrationer.

Ved at anvende den ny 3D teknologi videnskabeligt, er værdien af den gamle historiske dokumentation blevet øget markant. På baggrund af scanningen og sammenligningen med tidligere afstøbninger, har det været tydeligt at identificere selv meget små ændringer og forandringer på Jellingstenene. Samtidig har det været enkelt at klarlægge de afvigelser, som kan tilskrives datidens teknikker og afstøbningsprocesser. En viden som Nationalmuseet har brugt konstruktivt i sammenligningen med nutidsbilledet af Jellingstenene.

Resultaterne fra 3D scanningen har givet Nationalmuseet forståelse for stenenes tilstand, og har hjulpet til at drage de nødvendige konklusioner på et sagligt og veldokumenteret datagrundlag.

Teknologien bag undersøgelsen
3D scanning er en berøringsfri teknologi, og Jellingstenene har således ikke været fysisk belastet af selve undersøgelsen. Metoden er baseret på kamerateknik, hvor to kameraer fotograferer stenens overflade, mens et lysmønster projiceres hen over. Hver kamerapixel omregnes til et punkt i tre dimensioner (x, y, z), og en rummelig computermodel skabes øjeblikkeligt. Opmålingen af Jellingstenene er gjort med en scanneropsætning, der resulterede i ni målepunkter pr. kvadratmillimeter, og i processen er mere end 1 milliard koordinater målt.

Lokal virksomhed
Billund-virksomheden Zebicon var Nationalmuseets partner i forbindelse med 3D scanningen af Jellingstenene og de tidligere afstøbninger. Zebicon er en ung og innovativ Gazelle-virksomhed, som har specialiseret sig indenfor 3D måleteknik. Virksomheden udfører 3D måleopgaver som serviceydelse og har således indgået i et tæt samarbejde med Nationalmuseet omkring 3D scanning og digitalisering af Jellingstenene.

Opmåling og affotografering ved brug af 3D scanning finder bred anvendelse i industrien. Mange danske virksomheder bruger i dag teknikken til kvalitetskontrol, hvor et produceret emne scannes for efterfølgende at blive sammenlignet med den oprindelige computermodel. Herved er det muligt at analysere, om et produceret emne stemmer overens med ”3D tegning” og om kvaliteten således er i orden.

Kilde: Zebicon - http://www.zebicon.com

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.066