23948sdkhjf

Uniscrap lukker fire afdelinger

Skrotkoncernen reducerer antallet af danske pladser fra otte til fire.
Uniscrap lukker sine afdelinger i Næstved, Odense, Silkeborg og Sønderborg. Dermed står skrotkoncernen tilbage med fire skrotcentre i Kolding, Aalborg, Hasselager og Thisted.

- Det skyldes, at det er der, vi har vores styrke. Man kan sige, at vi koncentrerer os der, hvor vi er gode, og så vil vi bruge vores kræfter der, forklarer administrerende direktør hos Uniscrap, Thomas Christensen.

Han understreger dog, at virksomhedens sjællandske og fynske kunder stadig vil blive betjent.

- Alle de kunder, hvor vi henter deres skrot, vil vi blive ved med at betjene – de vil ikke opleve nogen forskel. De der vil opleve en forskel er dem, der selv kommer på pladsen, og dem er vi ved at kontakte og se, om vi kan lave en afhentningsaftale med, siger Thomas Christensen.

Selve nedlukningen af de fire skrotpladser vil ske i løbet af den næste måned, og Thomas Christensen oplyser, at det har været nødvendigt at afskedige 25 medarbejdere i den forbindelse.

Hovedkontor flytter væk fra Sjælland
Samtidig med halveringen af antallet af skrotpladser flytter Uniscrap sit hovedkontor fra Søborg til Kolding.

- Det skyldes, at vi ikke længere har nogen aktivitet på Sjælland, og jeg vil gerne have, at de administrative medarbejdere bliver en del af driften, og derfor er det naturligt, at de flytter tættere på vores pladser, fortæller Thomas Christensen.

Han forventer, at flytningen til Kolding vil være overstået inden årets udgang.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094