23948sdkhjf

Rumfartsprojekter løfter dansk underleverandør

Det aktuelle ExoMars-projekt har stillet ekstremt høje krav til de deltagende virksomheder, men udfordringerne skærper konkurrenceevnen.
Det unikke ved rumfartsprojekter er, at komponenter til fartøjerne ikke må veje eller fylde ret meget. Det koster en formue per gram at skyde dem hele vejen til for eksempel Mars eller Jupiter.

Desuden skal hver enkelt del udvikles fra bunden, og der skal som regel kun bruges tre stk.: et til kvalifikation, en til rumfartøjet og en til reserve eller senere brug. Samtidig overgår kravene til sporbarhed og dokumentation alt andet, selv leverancer til pharma- og fødevaresektoren.

Som underleverandør gælder det derfor om at have styr på marginalerne samt besidde alle væsentlige certificeringer. Det har man for eksempel hos Kvisgaards Maskinfabrik, der har leveret mekanik til flere rumfartsprojekter, senest det aktuelle ExoMars, der er et samarbejde mellem den europæiske rumorganisation ESA og det russiske Roskosmos. Den 19. oktober når landingsmodulet Schiaparelli frem til Mars, hvor det skal foretage en række målinger.

Strømforsyning made in Rødovre
For Kvisgaards Maskinfabrik er vejen til ExoMars-projektet blevet banet gennem ni år som underleverandør til flere satellit- og aerospace-projekter for Terma, der udvikler tekniske løsninger til luftfart, forsvar og sikkerhedsområdet.

Samarbejdet omfatter blandt andet et trusseldisplay til cockpittet på F16-fly samt strømforsyninger til de fire første satellitter i det europæiske satellitnavigationssystem Galileo. Og nu også al mekanikken til strømforsyningen på ExoMars.

- I dette tilfælde blev vi valgt på grund af vores specialkompetencer inden for fræseteknik, fortæller Kim Kvisgaard, direktør i Kvisgaard Maskinfabrik.

- Der er tale om en række komplekse komponenter, som vi bearbejdede i vores 5-aksede fræsere. Selv om emnerne er særdeles tyndvæggede, skulle de bestå nogle hårde tests for mekanisk stabilitet og voldsomme kulde/varme-påvirkninger. I rummet er der jo tale om ét stort vakuum, hvor varmen ikke kan ledes væk, men i stedet må ledes ud på et stort overfladeareal, uddyber han.

Programmering på rekordtid
Selv om ExoMars-projektet koster flere milliarder og er mange år undervejs, er det en meget lille del af både udviklingstiden og økonomien, der tildeles Kvisgaards Maskinfabrik:

- Sådan et spaceprogram kører meget stramt, og når man når frem til den lille del, vi skal udføre, er leveringsbetingelserne meget skrappe, påpeger Kim Kvisgaard.

- Vi skal være i stand til at løfte en stor og avanceret programmeringsopgave på få dage, og de ”jomfruelige tegninger” skal finpudses løbende under produktionsfasen i et tæt 24/7 samarbejde med Terma. Men dette komprimerede forløb, hvor alle vores spidskompetencer presses til det yderste, er i sidste ende det mest givende ved opgaven - set fra vores synspunkt. Alt skal fungere perfekt, for at vi kan levere den specificerede kvalitet til tiden, og det skærper organisationen. Kan vi klare det, bliver vi endnu bedre til at løse vores sædvanlige opgaver fremadrettet. Og så er jeg også helt sikker på, at de spændende og højtprofilerede opgaver er med til at tiltrække flere dygtige, ambitiøse medarbejdere - det kan vi blandt andet se på rækken af uopfordrede ansøgninger, fortsætter han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078