Dantherms jubilæumskonference: Ny teknologi er svaret på klimaproblemerne
Miljødebattøren Bjørn Lomborg og TV-Avisens kendte meteorolog Jesper Theilgaard var uenige om det meste, men dog enige om nødvendigheden af at udvikle nye teknologiske løsninger som svar på klimaproblemerne.
Lomborg og Theilgaard mødtes fredag i Skive, hvor den lokale virksomhed Dantherm markerede sine første 50 år med en konference under titlen ”Ren luft til mennesker”.
- Selv om vi i Kyoto-aftalen har forpligtet os til at reducere CO2-udslippet, går det stadigvæk den forkerte vej. Og det haster virkelig med at få vendt denne uheldige udvikling. Vejret bliver vildere og vildere, gletscherne smelter, der er vandmangel - ikke alene i store dele af Afrika, men også så tæt på os som i Spanien og Polen - osv., påpegede Jesper Theilgaard.
- Naturligvis skal vi have nedbragt udledningerne, men vi skal handle langsigtet og ikke gå i panik. Uanset hvor dramatiske midler vi griber til over for CO2-udslippet, vil vi ikke kunne se et synligt resultat de næste mange år, men først omkring århundredeskiftet. For verdensøkonomien som helhed vil den globale opvarmning give en økonomisk nettogevinst frem til 2050-2070, sagde Bjørn Lomborg.
Største globale problem
- Med mere end to millioner årlige dødsfald er luftforurening det største globale miljø- og sundhedsproblem. Også i Danmark har vi problemer med luften både ude og inde. Astma og allergi er i voldsom stigning, og det er meget sandsynligt, at indeklimaet spiller en meget vigtig rolle i så henseende, sagde Steffen Loft, der er professor i miljømedicin ved Københavns Universitet.
- Miljøet og sundheden er to megatrends, som har stor og stigende betydning for forbrugerne. Der er ingen tvivl om, at klimaforandringerne, forårsaget af global opvarmning, vil påvirke fremtidens forbrugsmønstre, men ingen har et endegyldigt svar på, hvad klimaændringerne vil betyde for de beslutninger, vi som individer og globalt samfund skal træffe, sagde fremtidsforsker Niels Bøttger-Rasmussen.
Sæt olieprisen op
- Ikke mindst af hensyn til dem, der kommer efter os, er indsatsen for et ordentligt klima og ren luft en global opgave, som vi alle må være forpligtet på. Jeg er optimist, hvad angår den menneskelige evne til at skabe de nødvendige løsninger. Men det kræver nok både gulerod og pisk. Sidstnævnte fx i form af en kraftig forhøjelse af prisen på olie og andre fossile brændstoffer, så erhvervslivet får en stærk økonomisk tilskyndelse til at sætte fart i den udvikling, der er brug for, sagde Dantherms koncernchef Poul Arne Jensen.
Kilde: Dantherm - http://www.dantherm.dk