Ny stadionordre til Spæncom
Efter med stor succes at have spillet en væsentlig rolle i byggeriet af det nye Bislett Stadion i Oslo er Spæncom igen blevet valgt som betonelementleverandør til et stadionprojekt – denne gang til den norske fodboldklub Start Kristiansand.
Bygningen af Start Stadion indebærer leverance af en stor mængde præfabrikerede betonelementer og valget faldt på Spæncom.
Ordren indeholder levering og montage af 7.700 løbende meter tribuneelementer samt 5.000 tons andre betonelementer fordelt på søjler, bjælker, vægge og facader. En opgave til i alt ca. 45 mill. NOK.
- Bygherren har ønsket en totalløsning, hvor vi både skal projektere, producere og montere elementerne, fortæller salgschef Michael Boye fra Spæncom.
- Der er ingen tvivl om, at vores store kompetence inden for stadion byggerier med leverancer til Bislett Stadion, Viking Stadion i Stavanger, Aalborg Stadion, Parken, SAS Arena i Herning og en række andre stadions i Danmark har været udslagsgivende for valget af Spæncom, siger Michael Boye.
Da det nye stadion ligger helt ned til vandet, er første del af byggeriet en større pælefundering, hvorpå der udstøbes en plade, som skal bære Start Stadion.
Udover fodbold skal der også afholdes koncerter på det nye stadion, ligesom der bliver bygget VIP faciliteter og butikker.
Arkitektfirmaet bag projektet er Kosbergs Arkitektkontor i Molde, der bl.a. har lagt vægt på, at overdækningen skal kunne sammenlignes med den bane en fodbold beskriver ved udspark fra målmanden. Rambøll Unico er bygherrerådgiver.
Kilde: Spæncom. http://www.spaencom.dk