Millioner til dansk Industri 4.0
Bag projektet står MADE – Manufacturing Academy of Denmark, der har som formål at styrke danske produktionsvirksomheder med ny viden.
Navnet på det nye samarbejde er MADE Digital. Her vil forskere og praktikere fra virksomhederne arbejde tæt sammen om at udvikle og implementere digitale løsninger, der er skræddersyet til danske produktionsvirksomheders særlige behov. Den indsats bakker Innovationsfonden op med en investering på 79 mio. kr.
- Med den nye investering skaber vi noget nær et dansk landshold på digitalisering. Det åbner for en stærk og koordineret dansk, digital udvikling, hvor særligt de mindre virksomheder kan hente viden om de nyeste teknologiske muligheder og dermed udvikle deres forretning fra a til z. Vi skal ganske simpelt hente erhvervslivet ind i den digitale tidsalder og skabe ny vækst og arbejdspladser, siger Innovationsfondens direktør Peter Høngaard Andersen.
Fra 2017 til 2019 sætter MADE Digital 30 digitale forskningsprojekter i gang inden for områder, hvor industrien efterspørger nye løsninger. Blandt ambitionerne er, at robotter skal samarbejde direkte med mennesker, og at maskiner i nye digitale fabrikker skal tale direkte sammen. Dertil kommer, at Augmented Reality skal træne medarbejdere og bruges til servicering af maskiner, og at digital design skal gøre produktudvikling hurtig og præcis. Samtidig bliver der sat en lang række af perspektivrige innovationsprojekter i gang.
- Målet med projektet er at frembringe ny viden gennem forskning og hjælpe både større og mindre virksomheder med at implementere de digitale løsninger. Særligt de mindre virksomheder har også behov for hjælp til at vurdere, hvor i fabrikken der er størst effekt af at digitalisere. Derfor vil vi tilbyde projekter, som vi særligt målretter de mindre virksomheder. Det skal sikre produktivitet og øge virksomhedernes vækst, siger direktør Nigel Edmondson, MADE.
MADE Digital tager udgangspunkt i en dansk version af Industri 4.0, der som begreb er opfundet i Tyskland. Mens den tyske tilgang i høj grad er baseret på store industrisektorer og en række meget store virksomheder, så skræddersys MADE Digital til danske forhold.
Mange virksomheder i Danmark er blandt de bedste i verden inden for deres niche. De styrker bygger MADE Digital på og kombinerer netop forskelligheden. Virksomheder som eksempelvis Danish Crown, Danfoss og Danchell er ikke i konkurrence med hinanden. Derfor kan de i særlig grad dele viden, når de samarbejder med forskerhold og robotbyggere som Scape, Technicon og CorePath Robotics om at udvikle nye robotløsninger.
Projektdeltagere
Region Hovedstaden
MADE - Manufacturing Academy of Denmark,
Dansk Industri
Danmarks Tekniske Universitet
Copenhagen Business School
Teknologisk Institut
Force Technology
MT Højgaard
Haldor Topsøe
Rockwool
GEA Process Engineering
Aasted ApS
DMRI - Danish Meat Research Institute
FLSchmidt
3D Printhuset
IPU
Inmold
QualiWare
Sentio Simulations
Nil Technology
Region Sjælland:
Altan.dk
Danish Crown
Kecon
Arla Foods
Region Syddanmark:
Tresu
Scape Technologies
Syddansk Universitet
Universal Robots
Lego System
Danfoss
Region Midtjylland
Alexandra Instituttet
Bang og Olufsen
Aarhus Universitet
Grundfos
Vestas Manufacturing
GPV International
Linak
Terma
Eltronic
Applicate IT
CIM Electronics
Xcelgo
Hounö
Region Nordjylland:
Aalborg Universitet
Sjørring Maskinfabrik
NS System