23948sdkhjf

3D-simulering sparer MHI Vestas for millioner

Det visuelle kommunikationsbureau Cadpeople har sammen med MHI Vestas udviklet en digital træningssimulator til offshoremøller. Det giver mere realistisk træning og lavere omkostningerne

MHI Vestas bruger hvert år mange penge på analog simulationstræning til de medarbejdere, der vedligeholder offshore-vindmøller.

En analog simulator af en lille offshore-vindmølle kan hurtigt koste flere millioner kroner.

Nu har århusianske Cadpeople udviklet en digital træningsimulator med ni store touchskærme, hvor medarbejdere kan øve sig på vedligehold og sikkerhedsøvelser.

- Vi har udviklet en interaktiv 3D-model af MHI Vestas’ V164-8MW-mølle. De ni sammensatte infrarøde touchskærme og en oversigtsskærm rekonstruerer nøjagtigt turbinens indre og giver en realistisk træning. Alle skærmene er i ultra-HD, og den superhøje opløsning gør, at man kan komme helt tæt på. Man bevæger sig i 1:1 størrelsesforhold på alle steder i den 136 meter høje mølle, siger Claus Riehker, administrerende direktør i CadPeople.

Multimeter måler på skærmen
Tidligere skulle teknikerne trænes i analoge simulatorer, hvor der blev opstillet mellem 25-50 fysiske kabinetter i en produktionshal.

- 3D-simulering er helt klart fremtiden for os. Desuden er det nu meget nemmere at montere og flytte, hvilket betyder, at vi kan træne vores medarbejdere ude på lokationerne i stedet for, at de skal rejse til et centralt uddannelsessted, forklarer Elisabeth Mygind Thorsen, manager i Technical & Safety Training hos MHI Vestas.

Udgangspunktet har været brugernes oplevelse.

- Man kan måle direkte på skærmen med et multimeter, og i alt bruge 20 forskellige værktøjstyper. Vi har arbejdet mere ud fra et brugerperspektiv og har hele tiden stillet os det spørgsmål; hvordan skaber vi en realistisk brugeroplevelse, siger Claus Riehker.

Virtual reality ikke stabilt nok
Indtil videre er den digitale 3D-simulator kun udviklet til MHI Vestas V164-8MW-mølle, men planen er at rulle simulatoren ud til flere vindmølletyper.

- 3D-simulatoren er lavet på touchskærme og ikke til VR-briller. VR er godt til visualiseringer af dokumenter og informationer, men er fortsat ikke stabilt nok til den massive opgave en simulering af en turbine er. Men i andre typer af både lærings- og marketingsopgaver arbejder vi både med VR og augmented reality, hvor man lægger et digitalt lag oven på den fysiske verden, fortæller Claus Riekehr.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126