Vikingetiden burde hedde stålalderen
Der skete en vigtig teknologisk landvinding i vikingetiden. Fra at producere jern fra myremalm begyndte vikingerne at producere stål. Altså jern med et indhold af kulstof, som gjorde det meget stærkere.
Derfor og fordi vikingetiden fulgte efter jernalderen, så burde vikingetiden snarere hedde stålalderen.
Det mener forsker og arkæolog Henriette Syrach Lyngstrøm, som er ansat ved Københavns Universitet.
Hun har undersøgt i tusindvis af knive fra jernalderen og fremefter. Hun har også selv lavet forsøg med at lave jern og stål ud af myremalm.
- Vi kan se, at der er et tydeligt brud i 700-tallet. Der begynder vi at få stålet ind. Det er massivt stål, og ikke bare opkulning på ydersiden af en kniv, siger hun.
Tilsvarende med sværd, hamre og andre redskaber.
- Det sker lige pludseligt. Så fra at have gået rundt med en kniv af blødt jern, så har datidens bønder og jægere fået en skarp kniv, der kan holde skæret. Vi går fra et indhold på 0,1 procent kulstof til et indhold på 0,8-0,9 procent kulstof. Det betyder, at vi virkelig får noget hårdt stål, eller man kunne kalde det kulstofjern. Jeg har knækket nogle nedstrygere på stål fra den tid. Prøv at tænk, hvor meget det har betydet for den bonde, der har fået det redskab i hånden, siger hun.
Større betydning end togterne
Henriette Syrach Lyngstrøm mener, at den store teknologiske ændring har betydet mere for almindelige danskere i den tid, end vikingetogterne til England og andre steder.
- Det må have været et teknologisk kvantespring, som har gjort det daglige arbejde meget nemmere. Bare sådan en ting, som at skære en tråd over, siger Henriette Lyngstrøm.
Forskerne kan se, at ændringen starter i den østlige Østersø og breder sig til Danmark og senere til England.
Henriette Syrach Lyngstrøm kan ikke sige præcis, hvad datidens smede har gjort for at fremstille stål i stedet for jern.
- Vi ved ikke, om de direkte tilføjede kul. Der findes kulstof i myremalm, så de kunne godt anskaffe kulstoffet gennem malmen. Det kan også være temperaturen i ovnen, eller det trækul man har brugt, som har gjort forskellen. Men de har i hvert fald været bevidste om, at der var forskel. Det kan man se ud af de knive, man finder fra tiden. Måske arbejdede de bevidst med at fremstille stål den ene dag og jern den næste dag, siger hun.
I knivene smedede de en midter-lamel, som fortsatte ud i æggen af kniven. På begge sider lagde de jern på. Det var en fordel at bruge almindeligt til siderne. Det gør klingen mere fleksibel end en klinge helt i stål.
Dengang smeltede man ikke jernet. Man opvarmede det i en ovn til 1.000 grader, hvorved ilten blev fortrængt fra malmen, og man kunne smede jernet.
Danskere og andre nordeuropæere udvandt jern fra myremalm i en periode på to tusinde år fra 500 f.Kr. frem til omkring år 1500. Den lange periode sluttede, da man gik over til at bruge svensk jernmalm, som var bedre og mere homogent.
