23948sdkhjf

Midtjysk maskinfabrik vinder patentsag

Vorning Maskinfabrik har i mere end seks år været afskåret fra at sælge sit kerneprodukt på grund af et fogedforbud fra en dansk konkurrent – nu er virksomheden frifundet ved to retsinstanser

Som lyn fra en klar himmel fik Vorning Maskinfabrik i 2010 standset salget af sit kerneprodukt, et rumblingsanlæg med frasortering. Det oplyser Vorning Maskinfabrik i en pressemeddelelse.

- Det lykkedes en konkurrent at bruge et patent på sortering af sten til reelt at lukke vores kerneforretning med rumbling af belægningssten. Påstanden var, at vores frasortering af defekte sten brød et patent – det på trods, at den teknologi vi bruger er udbredt i hele branchen, fortæller en ærgerlig Kent Christensen, direktør i Vorning Maskinfabrik.

Resultatet blev et fogedforbud mod at sælge anlæg med sortering og en retssag i Sø- og Handelsretten, der strakte sig over fem år. Vorning Maskinfabrik blev frifundet for brud på patentet og blev tilkendt en erstatning på 5 mio. kr.

- Desværre så stoppede det ikke her, for nu blev der rejst en civil retssag. Det er den sag vi i forrige uge vandt ved Vestre landsret i Viborg, fortæller Kent Christensen.

Erstatningen blev sat ned til det halve, men vigtigst for Vorning Maskinfabrik er, at der med dommen blev sat punktum for års uvished og kamp for at etablere nye forretningsmuligheder.

- Inden vi fik et fogedforbud var vi markedsledende i Norden inden for vores område og havde flere aktiviteter inden for teglværksindustrien, som vi måtte indstille. Det er aktiviteter, vi nu er i fuld gang med at genoptage og udbygge, siger Kent Christensen.

Hos Vorning Maskinfabrik har man allerede hentet den første danske ordre siden fogedforbuddet i 2010.

- Der har været mange ærgrelser de senere år, så frem for alt betyder afslutningen af sagen, at vi atter kan fokusere på at drive og udvikle vores forretning, understreger Kent Christensen.

/he/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062