Virksomheder udskyder investeringer
Cirka 30 % af de danske ledere vil udskyde investeringer i Danmark på grund af finanskrisen, og den beslutning bifaldes af Michael Møller, der er professor i finansiering.
Flertallet i det danske erhvervsliv vil sikkert være enige i, at det ikke er hensigtsmæssigt for samfundsøkonomien, hvis alle holder op med at investere, men professor Michael Møller CBS bifalder den tilbageholdende strategi:
- Selv om det er muligt at skaffe billigere håndværkere, er der ikke megen idé i at bygge en ny cementfabrik, hvis der ikke er nogen, der efterspørger cement, siger han og påpeger samtidig, at virksomhederne ikke har nogen forpligtelse til at tænke på helheden:
- En virksomhed skal først og fremmest tænke på sig selv og tjene penge og har ikke noget ansvar for den samlede samfundsøkonomi, fastslår professoren, som mener, at opkøb i stedet kan være vejen frem for ressourcestærke virksomheder netop nu:
- Hvis man har pengene, kan der givetvis gøres en god handel. Det kan være en bedre mulighed end at foretage fysiske investeringer i eksempelvis nye bygninger.
Michael Møller mener i øvrigt ikke, at mediernes dækning af finanskrisen har nogen effekt på virksomhedernes investeringer, for langt de fleste handler ud fra realiteter og ikke på baggrund af, hvad de læser i aviserne.
Kilde: Ledernes Hovedorganisation - http://www.lederne.dk