Vestas klar med nye, tunge våben
Ifølge en intern og fortrolig markedsstrategi, som Finans er i besiddelse af, står Vestas på spring til at løfte sløret for to nye vindmøllemodeller baseret på teknologien bag selskabets storsællert på det amerikanske landvindmarked – den populære 2.0 MW-mølle.
Jacob Pedersen, chefanalytiker i Sydbank, ser de nye mølletyper som et stærkt Vestas-våben i konkurrencen om fremtidige ordrer fra amerikanske kunder.
- 2 MW-møllen har været en kæmpe succes for Vestas i USA. Der er ingen tvivl om, at de nye møller vil være med til at styrke Vestas’ markedsposition, fordi de nye mølletyper gør det billigere at producere vindenergi, siger Jacob Pedersen.
I 2016 stod USA for 35 procent for alle annoncerede Vestas-ordrer. I 2015 var tallet 32 procent.
Udsigten til et aggressivt mølleudspil fra Vestas kommer ikke bag på Steen Broust Nielsen, partner i analysehuset Make Consulting.
- Nye møller med en endnu større rotordiameter er i overensstemmelse med vores forventninger til, hvilken vej vindmølleproducenterne skal gå, hvis de skal have en betydelig position på det amerikanske marked, siger Steen Broust Nielsen til Finans.