Aplica jagter sekunder i plastindustrien
Væske- og limspecialisten Aplica i Roskilde har udvidet med salg af fuldelektriske sprøjestøbemaskiner fra Fanuc til den plastproducerende industri. Planen er at invitere kunderne ud til test af deres støbeforme på en kørende Fanuc-maskine i Aplicas nybyggede maskinhal.
- Vi håber, at flere vil begynde at kigge på sekunderne per produceret emne, og så håber vi, at de vil komme med deres støbeforme til test her hos os, siger Henrik Mikkelsen, som er medejer af Aplica.
Han henviser til, at en tiendedel af et sekund på hvert emne i praksis kan have en værdi på op til 150.000 kr. om året, når regnskabet gøres op, så der er mange penge at spare.
- Elektriske maskiner leverer større præcision og hurtigere hastighed per emne, og vi håber, at plastindustrien vil begynde at kigge på sekunderne i produktionen, siger Henrik Mikkelsen, der er uddannet værktøjsmager og har haft en lang karriere i plastindustrien.
Stort potentiale
Derfor er han også overbevist om, at potentialet for de elektriske maskiner fra Fanuc er stort i Danmark, selvom de er lidt dyrere end de hydrauliske maskiner. Fanuc har solgt 52.000 sprøjtestøbemaskiner på globalt plan, mens der i Danmark kun kører cirka 30 i dag.
- Traditionelt set er der en rimelig høj grad af tænkning i kasser i industrien. Man ser de enkelte enheder som hver sin del, men det handler netop om at tænke det hele sammen og tænke kreativt. En robot kan eksempelvis godt løse flere opgaver, når robotten står med på en linje. Det handler om at se mulighederne, påpeger Henrik Mikkelsen, som forklarer, at de elektriske maskiner er langt foran, når det handler om styring af både flow og mulighed for energioptimering af flere maskiner på linje.
- På elektriske maskiner har du hele tiden kontrol over dit flow, og du har fuld styring over alle processer, siger Henrik Mikkelsen, som understreger, at det langt fra er alle emner, hvor en fuldelektrisk maskine er det rigtige.
Lukketryk 350 ton
Med et lukketryk på 350 ton er det indenfor medico, optiske emner og teknisk plast, at Fanuc-maskinerne har sin styrke. Mens større emner som eksempelvis bagskærme til en lastbil ikke kan køres på de elektriske maskiner.
- Men det her handler meget om energiforbrug. Med Fanuc-maskiner på linje kan du få dem til at snakke sammen, så den ene maskine arbejder, mens den anden er i en mindre energitung produktion. På den måde kan du styre dit energiforbrug og styre dit behov for den samlede strømstyrke, du har brug for i virksomheden. Det handler i sidste ende også om penge, siger Henrik Mikkelsen.
Sideløbende med optimeringen på selve sprøjestøbemaskinerne, så arbejder Aplica også ud fra en målsætning om at tænke alle processer sammen i et automatiseret og optimeret flow ude hos kunderne.
- I Aplica er vi vant til at lave automatik, og vi kan integrere den nye teknik og de nye muligheder på de eksisterende maskiner. Ofte handler det om at tænke kreativt, siger Henrik Mikkelsen.