ABB-boss flygter med 100 millioner dollars
Industrikoncernen ABB er ramt af en større svindelsag. En medarbejder i selskabets sydkoreanske datterselskab er flygtet og mistænkes nu for at have stjålet 100 millioner dollars - svarende til over 700 millioner danske kroner ved hjælp af falske dokumenter.
Det skriver ABB i en meddelelse.
Det skal ifølge ABB dreje sig om den ansvarlige for finanserne i Sydkorea, der - angiveligt i samarbejde med en eller flere uden for selskabet - er mistænkt for at fremstille falske dokumenter.
ABB samarbejder nu med politiet i Sydkorea og Interpol på at finde frem til personen og har desuden iværksat juridiske tiltag, der kan begrænse det økonomiske tab.
Selskabet understreger i en meddelelse, at problemerne udelukkende kan relateres til datterselskabet i Sydkorea.
På verdensplan har ABB 132.000 ansatte fordelt på 100 lande.
Som en konsekvens af den nuværende undersøgelse vil ABB offentliggøre sit årsregnskab for 2016 senest 16. marts.