23948sdkhjf

Udsolgt til Automatik 2006

Allerede syv måneder før automatiseringsbranchen mødes til anden udgave af den succesrige konferenceudstilling, Automatik, er standarealet totalt udsolgt. Før de røde lygter tændes i Brøndby-Hallen i september, har 120 udstillere sikret sig en stand.
Med de 120 udstillere er antallet af udstillere på Automatik 2006 17 flere end første gang, konferenceudstillingen fandt sted i 2004. Automatik 2006 gennemføres i dagene 5.-7. september i Brøndby-Hallen og Idrættens Hus.

Venteliste og foyeren i brug
- Der er ingen tvivl om, at det er messens høje og ambitiøse faglige niveau, der får udstillerne til at flokkes om Automatik 2006. Der har denne gang på et meget tidligt tidspunkt været så stor interesse for at udstille, at vi for tiden har flere udstillere på venteliste. Samtidig har det været nødvendigt at inddrage Brøndby-Hallens foyer til udstillingsområde. Her er der placeret 15 stande, lige som vi på det udendørs område foran hallen har fået plads til nogle få udstillere med store demonstrationsbusser, siger projektleder Mona Jakobsen, Messecenter Herning.

Hele branchen bakker op
Automatik 2006 arrangeres i et samarbejde mellem Brancheforeningen for Industriel Automation (BIA), Brancheforeningen for Hydraulik & Pneumatik (BHP), Dansk Robot Forening (DIRA) og Brancheforeningen for Gear og Gearmotorer (BGG). Omkring salg, markedsføring, kommunikation og den praktiske gennemførelse har foreningerne ligesom i 2004 allieret sig med Messecenter Herning.

Ambitiøst konferenceprogram
Standene på Automatik 2006 er fyldt med de seneste nyheder inden for hydraulik, pneumatik, maskinautomation, proceskontrol, instrumenter, ventiler, pumper, robotter, gear og gearmotorer. Ud over at besøge de 120 udstillere kan branchens fagfolk optimere deres viden på en lang række spændende konferencer.

- Ambitionsniveauet er meget højt for vores konferenceprogram. Vi gennemfører i alt 36 aktuelle konferencer fordelt med to længere temakonferencer og 10 kortere fagkonferencer hver dag under Automatik 2006. Konferenceprogrammet planlægges i et tæt samarbejde mellem de arrangerende brancheforeninger. Og som noget nyt er Dansk Automationsselskab også blevet medansvarlig for konferenceprogrammet. Det er den bedste garanti, vi kan give for et nyhedsskabende og vitaminrigt program, siger projektleder Mona Jakobsen.

Produktdemonstrationer
Nyhederne på standene og den viden der gives på konferencerne kan yderligere suppleres gennem en række produktdemonstrationer, som gennemføres af udstillerne over for en nøje udvalgt gruppe af kunder eller nye kundeemner.

Automatik 2004 blev besøgt af 2.616 fagfolk, hvoraf 78% kom fra København/Sjælland.

Kilde: Automatik 2006. http://www.automatik2004.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063