Vær på forkant, når finanskrisen slutter
Spangkilde Teknik oplever stor opmærksomhed omkring de indlæg, man lægger ud på Metal Supply.
Det har man gjort flittigt hos Spangkilde Teknik, og her er konklusionen, at den økonomiske afmatning ikke har resulteret i mindre interesse for Hedensted-virksomhedens indlæg på portalen.
- Når vi skriver på ”kapacitet tilbydes”, så oplever vi, at der er rigtig mange, der klikker på vores indlæg. Det er ikke usædvanligt, at vi får mere end 1.000 klik, hvis vi har et indlæg liggende i en måned, forklarer Jan Michaelsen fra Spangkilde Teknik.
Han understreger dog, at de mange klik selvfølgelig ikke alle resulterer i konkrete henvendelser, men indtil nu er det dog blevet til flere ordrer på baggrund af omtalen på Metal Supply. Dog er antallet af henvendelser faldet med finanskrisens indtog. Alligevel fortsætter Jan Michaelsen ufortrødent med at bruge systemet. Det gælder nemlig om at være på forkant, når finanskrisen er ovre.
- Vi er ikke i tvivl om, at vi er blevet kendt ude i Kongeriget Danmark. De tusinder af brugere, der har læst vores indlæg, kender os nu, og når de engang skal have noget lavet, så er vi måske blandt de første, de ringer til, siger Jan Michaelsen.
Spangkilde Teknik har været medlem på Metal Supply siden august 2008, og selv om det var med en smule skepsis, at Jan Michaelsen kastede sig ud i det nye medie, har de mange klik overbevist ham om, at portalen kan bruges som et aktivt redskab i virksomhedens salgsproces.
- Jeg er mere den gamle type, der tager mappen under armen og tager ud til kunderne og spørger, om de mangler noget. Men det er jo ikke sådan, de yngre generationer arbejder, og her er Metal Supply jo ideelt, fortæller han, og fortsætter:
- I efteråret havde vi faktisk otte-ni kunder, der afgav ordrer på baggrund af det, vi havde lagt ud på Metal Supply. Og så sent som i mandags havde vi en, der ringede, som havde læst om os på Metal Supply. Og der er tale om kunder fra hele landet, som vi aldrig ville have fundet frem til selv, slutter han.
Spangkilde Teknik har specialiseret sig som underleverandør indenfor drejning og fræsning samt fremstilling af hydrauliske cylindre, hæve/sænke-borde og motorcykellifte.