Metalarbejdsgivere tilfredse med servicedirektiv
DS Håndværk & Industri – arbejdsgiverne på metalområdet – er stort ser tilfredse med det servicedirektiv, som man nu er blevet enige om. Direktivet har ellers været skældt ud for at være beskåret i forhold til det første – og mere vidtgående – forslag.
- Vi har i en periode frygtet, at der ville ske et skred i forhold til de høje sikkerhedsstandarder, vi har i Danmark, men det nye servicedirektiv gør det muligt for Danmark at fastholde kravet om autorisationer på disse områder, siger direktør i DS, Lars Bode.
DS er specielt tilfreds med to ting. Nemlig at direktivet accepterer den danske model – altså at det er arbejdsmarkedets parter, der fastlægger vilkårene mellem arbejdsgiver og lønmodtager. Og at man stadigt kan fastholde kravet om dansk autorisation.
- Ganske vist fastslår det nye direktiv, at hvis en virksomhed har lov til at arbejde i sit hjemland, så må den også arbejde i de andre EU-lande. Men der er undtagelser. For eksempel inden for offentlig forsyning, og hvor man kan tale om sikkerhed og sundhed. Det vil for eksempel sige vvs- og gasområdet, mener Lars Bode.
- Det betyder, at man fortsat kan kræve, at de danske autorisationsregler følges. Præcist sådan som vi ønskede det, da vi sammen med Håndværksrådet skrev høringssvar til det oprindelige direktivforslag.
Men det er op til Danmark at holde fast i kravene om autorisation. DS opfordrer derfor regeringen til at gøre det klokkeklart, at det er sådan, man læser direktivet. Både i forhold til EU instanserne, og når den danske lovgivning senere skal tilpasses.
Kilde: DS Håndværk & Industri. http://www.ds-net.dk